**DENNE BLOG ER TIDLIGERE UDGIVET PÅ ALTOMCYKLING.DK OG NU KOPIERET OVER PÅ EGEN SIDE HER**
Så blev min sæson skudt i gang, og det skete på den bedst tænkelige måde! Sejr i sæsonens første løb, og point i de næste to tegner om at benene er på plads og jeg måske er længere fremme end jeg overhovedet turde håbe på! Mange ting flaskede sig naturligvis i min retning, men cykelløb vindes sjældent uden en kombi af rette taktik, held og gode ben. I lørdags faldt alle brikker ud til min fordel, mens de efterfølgende dage ikke helt gjorde!
AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: StonyShots, Christian Wilkens, CykelFoto, Licenscykling.dk
HJØRRING, 6. OMGANGE, 128,4 KILOMETER, 1152 HØJDEMETER
Forventninger til løbet var, at hvis jeg kunne køre mig i præmierækken, så var succesen sikret. Jeg var ikke sikker på at ruten ville passe skide godt til mig.
Min klubkammerat, Christian Wilkens, og jeg havde overnattet lige uden for Bjergby så vi var begge rimelig veludhvilede da vi ankom til løbet. Det var rå-koldt, med en temperatur der kun lige sneg sig over frostgraderne! Føj, hvor var det ulækkert! For første gang i mit liv, måtte jeg tage min uldtrøje på inden under min jersey. Jeg nægtede dog at køre race i mine vinterovertræksbukser, og nøjes der med løse ben. I skoene havde jeg 2 par sokker, mens jeg også havde 2 sæt overtræk på!
Løbet blev sat i gang. Jeg havde ingen jeg ville holde mig til, ud over at jeg nok ville prøve mig at holde til de angreb hvor Team OK Kvickly Odder var repræsenteret. Med 6 mand til start, og som det eneste hold, var de klart dem der skulle svinge taktstokken!
De første kilometer var ret hårde. Jeg skulle nok lige i gang, for jeg tænkte virkelig, at hvis de blev ved sådan her, så skulle vist blot være glad for at slutte blandt de første 50 %. Der var mange angreb, men det meste blev samlet. Jeg følte ikke umiddelbart, at jeg havde benene til at gå med i noget. Efter 8-9 kilometer ramte vi en bakke, og jeg var faktisk lidt heldig ved at få placeret mig godt fremme, for pludselig steg farten virkelig meget! Jeg lå lige bag ved Thomas Gjødsbøl, Give, og pludselig var der hul bagved. Jeg var SÅ tæt på at slippe hjulet, men jeg havde en mentalt kamp med mig selv, om at jeg ikke ville slippe Thomas’ hjul. Og på toppen af bakken var vi pludselig 11 mand, der var væk. Feltet var knækket, og nu fik den fuld gas frem ad. Fra at have følt at benene ikke ville samarbejde sad jeg nu i udbruddet. Vi var:
– Christian Bahr, Team OK Kvickly Odder
– Oliver Knudsen, Team OK Kvickly Odder
– Stefan Ryom, Team OK Kvickly Odder
– Sebastian Ryttersgaard, Team OK Kvickly Odder
– Ole Emil Andersen, CK Aarhus
– Jeppe Norup Dal, Odense CK
– Christian Nyvang Lund, Aalborg CR
– Thomas Gjødsbøl, Give CK
– Casper Ilsø, Herning CK Elite pb Look
– Mads Lundh, CC Hillerød
– Jeppe Tolbøll, Haderslev Starup CK
Samarbejdet var dog ikke helt flydende, og der blev råbt lidt af hinanden, men jeg tog mine føringer under de forudsætninger, at ALLE fra Team OK Kvickly Odder kørte med rundt. Specielt da Ole Emil Andersen punkterede. Når de sad med 40 % af hele udbruddet, så tænkte jeg, at de måtte tage ansvar, og hvis de vitterligt kørte som hold, så var det måske endda deres opgave at ofre en mand, hvis det var nødvendigt?
Det var det dog ikke. Samarbejdet gik egentlig okay, og langt det meste af tiden var farten høj, og de steder hvor man kunne se flere minutter bagud var der intet felt i syne. Det blev hurtigt afgjort, at os der sad her med stor sandsynlighed skulle køre om sejren. Selv var mine ben blevet rigtig gode, og jeg følte mig virkelig ovenpå lige pludselig.
Det, at finalen så ud til at være afgjort, begyndte også at manifestere sig lidt i, at samarbejdet ikke kørte skide perfekt. Jeg ved ikke om det er et trick fra U19, men de unge drenge mente åbenbart, at man godt kunne sidde over 2-3 minutter af gangen, mens man spiste af sin energibar. Selv spiste jeg den, mens jeg kørte rundt i rulleskiftet, hvilket man altså godt kunne. Så med 50 kilometer, igen angreb jeg med Casper Ilsø.
Det var ikke et all-out angreb, men mere som en lille besked om, at hvis ikke alle vil bidrage, så måtte de bruge kræfterne på at jage.
Vi blev dog hurtigt fanget igen, og samarbejdet var stadig ikke helt perfekt. Det gjorde at Odders Oliver Knudsen angreb med 30 kilometer til mål, på 2. sidste omgang. Jeg gik med og vi fik hurtigt et hul. Det var egentlig perfekt, for hvis resten af Odder-teamet kunne ødelægge forfølgelsen, så var jeg da sikret en mere end godkendt 2. plads! Jeg kunne dog ikke blive klog på Knudsen. Hans føringer var ikke så lange, og han virkede til at kæmpe med det, hvilket gjorde at jeg måtte tage en stor del af slæbet. Var det skuespil eller var han virkelig i krise? Oliver er jo næsten den totale modsætning af mig. Jeg er stor som et skur, mens han er en af de mindre ryttere i feltet, og blæsevejret, kan være ledt ved de små ryttere.
Derfor blev vi hentet bagfra igen, men udbruddet var nu blevet reduceret. Vi var kun 6 mand tilbage da vi kørte ud på sidste omgang.
– Christian Bahr, Team OK Kvickly Odder
– Oliver Knudsen, Team OK Kvickly Odder
– Sebastian Ryttersgaard, Team OK Kvickly Odder
– Jeppe Norup Dal, Odense CK
– Christian Nyvang Lund, Aalborg CR
– Jeppe Tolbøll, Haderslev Starup CK
Odder var stadig i overtal! Og rent statistisk i en ret god position med 50 % af frontgruppen! Jeg var stadig ret frisk. Jeg vidste dog ikke helt hvordan jeg skulle spille finalen. Jeg vidste at jeg ville være dødsdømt, hvis jeg kom hjem med Bahr og Dal i spurten, som sluttede op af. Dertil ville min vægt hæmme mig for meget. Ryttersgaard og Nyvand er vist ikke de bedste sprintere, og jeg vurderede at Knudsen var ved at være færdig. Skulle man prøve at gå efter at komme afsted med en af dem?
Bahr var begyndt at sidde over, hvilket gjorde ham til en trussel. Han skulle jo netop køres træt inden en spurt, hvis man skulle gøre sig nogen forhåbninger om at slå ham.
På en nedkørsel gik der lidt snakkeklub i den, og ingen ville tage føringen. Jeg ville faktisk gerne væk inden løbets værste bakke, for åbnede de lette drenge der, så kunne jeg få det svært. Jeg håbede, at dette var momentet og kom bagfra med god fart og slog hurtigt hullet. Målsætningen blev at komme først op over bakken, og så se hvad det kunne blive til. Mit håb var samtidig at Nyvang og Dal lagde presset på Odder om at hente mig – hvilket også skete kan jeg afsløre. Et pres på Odder, som havde Knudsen der var helt færdig, og en Bahr som måske ikke ville blotte sig før spurten?
Hullet voksede og voksede, men på det sidste stykke af bakken var der dog ved at være krise! Efter bakken gik det lidt ned af, inden man drejede ind i sidevinden, og herfra var der 5 kilometer hjem. De sidste 3 med direkte modvind! Jeg var tæt på, at slippe trådet og lade mig fange igen, så jeg var frisk til spurten, men en lynhurtig kalkulation sagde mig, at de sidste tændstikker vist var brugt op. Nu blev det i stedet alt eller intet.
Da jeg drejede ind i modvinden vurderede jeg, at jeg måske havde 15 sekunders forspring. Jeg kunne se dem bagved, og jeg kan næppe huske en mere intens smerte i hele kroppen på noget tidspunkt i den tid jeg har cyklet. Konstant prøvede jeg at holde den på omkring de 400w, da jeg vidste, at det nok var min grænse. Dog havde jeg tit et mili-sekunders udfald hvor jeg lige måtte slippe trådet, før stædigheden igen satte ind.
Jeg kørte med en konstant frygt! Jeg ville så gerne vinde, men jeg kunne overhovedet ikke overskue om jeg havde 5 sekunder eller 20 sekunder! Da jeg ramte sidste kilometer blev frygten en smule mindre. Jeg havde øget på afstanden det var tydeligt! Havde de accepteret at de skulle køre om 2. pladsen! Gud, det håbede jeg sgu!
Nu manglede jeg blot opløbsbakken… i modvind. Jeg måtte ikke slippe trådet, jeg måtte ikke blive for arrogant og tro at den var hjemme før jeg så den skide målstreg foran forhjulet. For måske kunne Bahr eller Dal stadig fyre spurten af og fange mig? Kunne de ikke?
Jeg husker ikke den sidste tur over opløbsbakken ret godt. Ansigtsudtrykket siger vel det hele.
Jeg fik vist lavet en ret fornuftig sejrjubel, men har desværre ikke kunne finde billeder derfra, selvom jeg så 2-3 mand med kamera. Så kom gerne med dem, hvis I har dem!? 🙂
Efter målstregen faldt jeg nærmest af cyklen, og fik på en eller anden måde bakset hjelmen af! Jeg var totalt tømt, men alt smerten var erstattet med eurofori og en enorm tilfredsstillelse. Men mest af alt en følelse af what the fuck just happend. Jeg kunne slet ikke tro det.
Jeg havde ikke troet på at jeg skulle vinde løb før engang sidste del af sæsonen, hvis det overhovedet ville blive aktuelt. At åbne sæsonen med den første licenssejr siden 2015 var jo intet mindre end perfekt!
Det gav samtidig førertrøjen i Craft Cup hvilket også var lidt cool.
Christian Bahr vandt forfølgernes spurt foran Jeppe Dal.
Og hvis nogen vil vide det, så ja; man kan godt vinde cykelløb, når ens aftensmad før bestod af McDonalds! 🙂
Og til dem der har sagt, at man ikke kan vinde cykelløb med en masse indendørstræning…. tag den! 😉
THY, 5. OMGANGE, 115,5, 785 HØJDEMETER
Endnu er kold morgen med start alleredde omkring kl. 9.00. Som B-rytter har vi tit været forkælet med sene starter, så man ikke skulle op alt for tidligt, men i Thy var det os der fik lov til at smage morgenstunden. Det var igen meget koldt, så tøjvalget blev det samme som dagen før. Blot med min klubtrøje, ud skiftet med førertrøjen i Craft Cuppen. Ruten frygtede jeg en smule. Der var en god vind igen, så det lignede at der kunne komme steder med sidevindskørsel.
Jeg havde på forhånd sagt til mig selv, at jeg ikke ville bruge alt for meget krudt på at forsvare trøjen, da det ville lede mig i en defensiv rolle, og jeg ville egentlig bare gerne køre ræs. Løbet blev sat i gang, og farten var allerede høj. Jeg ville forholde mig passiv, da der eftersigende skulle være direkte modvind på en lang stigning efter 3 kilometer. Som så ofte før, så kom blev jeg lidt for ivrig, og pludselig lå jeg selv foran feltet i direkte modvind, hen mod bakken. Heldigvis fik jeg hanket op i mig selv, og lod mig opsluge af feltet uden rigtigt at have brugt kræfter på at ligge ude foran. Hen over bakken gik det fornuftigt, og jeg kunne på toppen gladelig konstatere, at jeg ikke blev mærket af den!
Herefter gik det egentlig ret nemt. Der var de naturlige angrebsforsøg, men umiddelbart slap ingen væk. Eller det gjorde de så! Jeg sad lidt tilbage og forventede ikke angreb før Trælshøj – bakken 3,5 kilometer fra mål, da en større gruppe kom væk ca. halvvejs på omgangen! Det var en ret stor gruppe på omkring 8 mand, inklusiv Christian Bahr, Oliver Knudsen, begge Odder, Lasse Eland, CK Aarhus og hjemmebanemanden Karsten Mikkelsen, Thy. Altså en gruppe som man ikke måtte tage for let på!
Jeg kiggede rundt og så at Jeppe Dal, Odense, og Christian Nyvang Lund, Aalborg, også havde misset udbruddet. Det var lidt svært, at få et samarbejde i gang, og pludselig tog fanden ved min klubkammerat Christian Wilkens. Han lagde sig op foran i et ledt modvindsstykke hen mod Trælshøj, og hold farten oppe. Jeg lå nede bagved, og da kom Nyvand Lund til mig, og havde tydeligvis (og heldigvis) bedre rutekendskaber end jeg havde. Han fortalte at på toppen af bakken ville der være sidevind, så der skulle vi køre.
Inden bakken, eller på den måske, rykkede Jeppe Dal væk fra feltet. Jeg fik kørt mig frem, råbt til Wilkens at han skulle spare kræfterne, og på toppen som aftalt, kørte Nyvang. Jeg blev bremset, og fik ikke hans hjul, men manglede måske 5-10 meter da jeg rykkede efter. Nyvang fik rimelig hurtigt lukket til Dal, mens jeg stadig manglede det sidste meter. Jeg fik Sebastian Ryttergaard, Team OK Kvickly Odder, på dæk, og han ville ikke hjælpe mig. Én sidste kræftpræstationen mere krævede det, før jeg fik lukket hullet, og nu skulle vil bare afsted over stepperne! Hullet var slået.
Sebastian Ryttersgaard, ville ikke rigtig bidrage, og han fik nok lidt skæld ud af os, og vi prøvede at presse ham, ved at give ham så lidt læ som overhovedet muligt. Han havde jo 2 mand oppe foran, og selvom det var træls med ham på dæk, så kan man ikke beskylde ham for at gøre noget forkert. Han var i sin gode ret til at sidde over, og han modstod det pres vi prøvede at ligge på ham – bravo unge mand! 🙂
Vi andre 3 fortsatte ufortrødent ud på 2. omgang, og kunne se frontgruppen. Bagved spottede jeg en gruppe på 3-4 mand. Jeg spurgte Dal og Nyvang, om vi skulle vente, men det havde ingen af dem lyst til, hvilket viste sig at være en korrekt beslutning. For der gik kun et par minutter før vi midt på bakken havde øget ret meget til gruppen bag os.
Pludselig ud af det blå spotter jeg så min kammerat, Michael Damm, stå i vejkanten og råbe og heppe som en anden idiot. Det viste sig, at min kone Michelle, Michael og Michaels kæreste Mia, var stået op kl. 4.30 om natten, for at køre til Thy, for at heppe på mig! Hvem har brug for fjender med venner (og kone) som disse! Jeg glemte i 3-4 sekunder, at jeg havde ondt i benene! Faktisk opdagede jeg kun Michael, og slet ikke Michelle eller Mia før omgangen efter!
Efter ca. 25 minutters hård jagt fik vi kontakt med fronten og jeg tror vi var:
– Christian Bahr, Team OK Kvickly Odder
– Oliver Knudsen, Team OK Kvickly Odder
– Sebastian Ryttersgaard, Team OK Kvickly Odder
– Karsten Mikkelsen, Thy CR
– Christian Nyvang Lund, Aalborg CR
– Jeppe Norup Dal, Odense
– Martin Henriksen, FBL
– Ole Emil Andersen, CK Aarhus
– Lasse Eland, CK Aarhus
– Asbjørn Hellemose, Hammel CK
– Mads Mondrup, Give CK
– Jeppe Tolbøll, Haderslev Starup CK
Herfra var der virkelig ikke meget at berette om, før allersidste omgang. Der var meget få tidspunkter hvor der var knas med samarbejdet, og alle kørte rundt. Første angreb kom fra Karsten Mikkelsen på starten af sidste omgang, som jeg lige husker det. Det blev dog kørt ind, og der var en del forskellige hug, og pludselig befandt der sig en gruppe der så ud til at få hul. Karsten Mikkelsen, Jeppe Dal, Sebastian Ryttersgaard, Martin Henriksen og Lasse Eland var kørt.
Gruppen jeg sad i, stoppede pludselig op, jeg tøvede ikke og angreb, og kom selv afsted. Jeg fik lukket og pludselig var vi 6 mand der så ud til at have slået hullet. Vel og mærke uden stærke ryttere som Nyvang Lund og Bahr! Vores samarbejde fungerede egentlig ganske fint, men med cirka 12 kilometer tilbage, kom Bahr, Ole Emil Andersen og Nyvang tilbage.
Der blev angrebet igen, denne gang fra Karsten Mikkelsen, men han blev fanget igen, og nu begyndte der at gå taktik i den. Det var lidt rodet, og Karsten angreb endnu engang, og denne gang fik han hul. Nyvang og jeg prøvede at gå efter, med resten af gruppen lige i hælende og vi manglede seriøst kun 5-10 meter, men ingen kunne blive enige om, hvem der lige skulle lukke de sidste meter. Karsten øgede igen sit forspring.
Herefter gik der for alvor diskussionklub i den. Odder var 2 mand, Aarhus var 2 mand, hvem skulle tage ansvar? Hvem kunne? Jeg prøvede at udnytte skænderiet til at køre afsted. Så kunne de sidde og mundhugges i mens. Jeg fik da også hullet, men desværre i et stykke modvind hen mod Trælshøj. Jeg turde ikke gå all out, og da jeg kunne se, at de igen var begyndt at køre rundt bagved, sænkede jeg farten, og lod mig opsluge. Mikkelsen fortsatte ude foran.
Resten af vejen mod Trælshøj forblev jeg bagved på hjul. Min fornemmelse var, at jeg nok havde dummet mig, med rykket forinden, og skulle der blive åbnet op på bakken, så var jeg nok slået. Jeg måtte tvinge mig selv ud i et sidste panikangreb og håbe at den gik i stå. 100 meter før bakken startede blæste jeg forbi, og kom godt ind på den.
Jeg følte jeg fik et rimelig godt tråd på vej op af den, men pludselig så ville benene ikke rigtig mere. Jeg var ved at være tom. Jeg slog et blik bagud, og så at Nyvang havde angrebet bagfra, og hele gruppen lå på hjulet af ham. De kom stærkt. Jeg prøvede en sidste gang at træde cyklen op i fart, men der var nul respons i benene, og hele gruppen var hurtigt forbi mig.
Jeg spollede benene så godt jeg kunne resten af vejen op, og fandt faktisk ind i en rimelig god rytme igen. Udbruddet blev sprængt kunne jeg se. Mikkelsen lå foran, efterfulgt af ham var Nyvang, Dal og Eland der var tæt på lukke, mens Henriksen var lige efter. De sidste 3 var samlet bagved. Jeg havde to ønsker. Jeg håbede at Mikkelsen ville holde hjem, og så håbede jeg at de sidste 3 ville gå i stå taktisk. Sejren, og podiet for den sags skyld, var væk. Førertrøjen var ligeledes væk, men det var nu forventet, så nul skuffelse derover.
Jeg fik begge ønsker op fyldt. Mikkelsen holdt hjem, og med 400 meter igen så jeg, at de 3 foran mig nærmest kørte banesprint. Alle i meget lav fart, klar til at en skulle åbne. Jeg kom flyvende bagfra, men vidste også godt, at der ikke var noget der mindede om et anarobt antrit tilbage i min stænger, så jeg måtte komme med så høj fart, som jeg overhovedet kunne og overraske dem.
Med 250-300 meter igen blæste jeg forbi dem, men uheldigvis var de hurtigt til at reagere, og deres spurt blev åbnet. Jeg kunne med det samme se, at jeg ikke ville holde dem bagved mig, så jeg slap mit tråd og sørgede for ikke at ligge i vejen for dem.
Jeg trillede ind om som nummer 9, hvilket trods alt var tilfredsstillende. Benene havde igen været rigtig gode. Jeg kunne nok have gjort nogle få ting anderledes, men overordnet set var jeg rigelig tilfreds.
Christian Bahr nappede endnu en 2. plads, og sin 3. podieplacering i år ud af 3 mulige. En ung knægt der flyver i A inden alt for længe!
AALBORG, 7. OMGANGE, 112 KILOMETER, 763 HØJDEMETER
Sidste løb i Cuppen. Et hurtigt kig på Craft Cuppens resultat, fortalte at det ville blive svært for mange at vriste trøjen af Christian Bahr. Også selvom han måske ikke decideret kørte efter den. Personligt skulle jeg vinde løbet, mens han ikke måtte køre i Top 6, samtidig med at Dal og Nyvang skulle ende et par placeringer videre bagved. Det gav med andre ord ikke rigtigt mening at gå efter trøjen.
Jeg havde aftalt med Wilkens, at vi skulle se om vi ikke kunne få ham med i udbruddet. Et udbrud jeg da også selv gerne skulle ramme. Aftalen gik ud på, at Wilkens ikke måtte gå med i noget for alvor før vi havde kørt 15 minutter. De seneste dage var det nærmest det tidspunkt der passede med at udbruddet kørte væk.
Af de 3 ruter der var i 3 Dage i Nord, så var Aalborgs rute den som passede mig allerbedst. Desværre var der ingen vind, hvilket gjorde udfaldet lidt mere som et lotteri. Jeg var dog optimistisk for benene føltes ikke så trætte som forventet, men jeg ville da lyve hvis jeg ikke kunne mærke at de sidste 2 dage havde sat spor. Det tror jeg det havde på alle, der havde kørt igennem.
Til at starte med var der små angreb, og faktisk så var der kun gået lidt over 20 minutter før udbruddet slap væk. Jeg så faktisk slet ikke hvem der slap væk, men blot at Wilkens ramte det, og at Nyvang også ramte! Jeg lå selv længere tilbage, og havde egentlig sat mig i nærheden af Bahr og Jeppe Dal. De missede også udbruddet, så faktisk var der ikke umiddelbart panik på i første omgang.
Hullet voksede sig dog hurtigt større og større, og nu var det altså pludselig alvor. Da vi kørte ud på 2. omgang var der ingen samarbejde i feltet, og der var ikke rigtig noget der mindede om optræk til det. Nogle mente at Odder havde mest at miste, ved kun at have fået én med i udbruddet, og samtidig kunne det koste Bahr førertrøjen. Jeg ville ikke hjælpe med at lukke Wilkens ned, nu hvor han havde ramt udbruddet, men ventede på at komme med i et angreb i stedet. Efter bakken, Svinetruget, kørte Jeppe Dal væk med Sune Guldbrand Hansen, Vejle CK, og de fik hul.
På en nedkørsel kom jeg væk med Mads Mondrup, Give CK, og han smadrede så meget afsted, at jeg var meget tæt på at miste hjul på ham. Dog holdt vi sammen, og kunne se Dal og Sune foran. Lige bagved os var Eland på vej, og jeg ventede lidt med at øge farten før han var oppe. Da vi blev 3, fangede vi hurtigt Dal og Sune, og nu kunne vi 5 begynde at jage.
Bagved kunne vi se Bahr prøve at lukke solo. Han kom aldrig op, og bagefter fik vi at vide, at han havde fået defekt og måtte udgå. Ærgerligt for ham, at miste trøjen (og måske løbet) på den bekostning!
Vi kørte virkeligt hårdt til, og måske også for hårdt. Sune røg hurtigt i krise, og samarbejdet var ikke optimalt. Altså alle kørte med det som de nu kunne, men nogle ville køre længere og hårdere føringer, mest Jeppe Dal og jeg, mens Eland ville køre et “normalt” rulleskift. Personligt mente jeg, at os der var stærkest skulle tage en større tørn, men jeg ved ikke hvad der var den rette beslutning. Vi endte med at køre normalt rulleskift.
Hver gang vi passerede mål fik vi råbt hvor længe vi var efter, og det var ikke ligefrem gode nyheder. 1 minut, blev til 1,5 minut, og på vi manglede 2 omgange, blev vi endda indhentet af feltet lige ved mål! Det rev totalt min moral i stykker! Omkring 4 omgange i udbrud og en masse spildte kræfter! Hvad endnu værre var, at vi 2 minutter efter fangede Wilkens, der var røget af udbruddet og senere havde fået defekt bagskifter, der gjorde at han har fanget ude i 11’ern!
Mit mål nu blev bare at gennemføre. For træningens skyld. Én ting var sikkert, jeg havde taget min sidste alvorlige føring i løbet. På sidste omgang slap en gruppe væk med 4 mand. Jeg så Ole Emil Andersen, CK Aarhus, Jeppe Dal, Odensen og en fra Odder og en FBL-rytter – de sidste 2 viste sig at være Stefan Ryom og Martin Henriksen. Faktisk angreb Ole så hårdt på et stykke med let sidevind, at jeg var ved at blive sat, da jeg sad i sidste position og sov. Mads Schelde Berg, Slagelse, og jeg kom kun lige med til sidst i feltet, mens de 4 altså rev sig løs.
Mit manglende overblik fra det tidlige udbrud gjorde, at jeg tænkte at de nok var 15-16 mand ud foran nu. Altså ingenting at køre om i feltet.
Da vi nærmede os finalen, gjorde jeg mig klar. Jeg havde faktisk tænkt, at jeg ville trække mig. Dels fordi jeg følte mig træt, men også for at minimere risikoen for styrt. Jeg er vist ved at blive gammel!? Dog afgjorde jeg, at jeg ville prøve alligevel, da man for sjældent får trænet rigtig finale i stort felt.
Med 1500 meter igen åbnede Asbjørn Hellemose, Hammel CK, ballet og rykkede væk. Umiddelbart lignede det at folk ville lade ham køre. Jeg befandt mig stadig i den sidste 1/3-del. Farten steg dog pludselig et nyk, og der kom et par halvhjertede angreb, men de gjorde at Asbjørn hele tiden var i en afstand hvor man kunne rykke op til ham.
Wilkens satte sig pludselig op foran, og trak igennem i hans 53/11, og med godt 250 meter slog han ud, og i samme øjeblik gik alle i stå. Hellemose var 20 meter foran. Jeg kom bagfra med fart på, og nærmest uden at træde an, strøg jeg forbi feltet, op til Hellemose, og forbi ham. Der var ingen der havde mit hjul. Rundt i det sidste 90 graders sving, og nu 150 meter til stregen. Jeg trådte an et par gange, men indså hurtigt, at jeg havde slået et så stort hul, at det ikke var nødvendigt at spurte. Mads Berg, kom flyvende bagfra, men manglede lige 2-3 meter mere for at han havde slået mig. Jeg følte dog jeg var i kontrol.
Det positive var dog, at jeg efter løbet fandt ud af, at jeg var blevet nummer 12, og havde taget sidste præmie og point! Det er sjælendt, at jeg har så lidt overblik i et løb, men i Aalborg var det helt væk! Så moralen her, må være, at man skal køre for en hver placering! 🙂 Vinder blev min gode kammerat Thomas Gjødsbøl fra Give. Desværre fik B-udbruddet ødelagt deres spurt ved en bil der forvildede sig ind i opløbet, hvilket var pisse ærgerligt, specielt for dem som blev bremset af det. Thomas er dog hidsig i en spurt, så måske havde han vundet alligevel. Jeg var i hvert fald glad på hans vegne.
CRAFT CUP:
Christian Nyvang Lund endte med at vinde cuppen foran Jeppe Dal og Sebastian Ryttersgaard. Ærgerligt for Bahr.
KONKLUSION PÅ PÅSKEN:
Med en sejr i år allerede, er der taget mega meget pres af. Målsætningen er jo allerede næsten opfyldt.
Mere vil dog have mere! Følelsen af at vinde er ubeskrivelig. Et fix om man vil. Det vil jeg prøve igen, så jeg går naturligvis efter vinde et løb igen. Og nu er kan jeg lige så godt slippe katten ud af sækken. Jeg vil i A-klassen i år. Så sent som overhovedet muligt dog. Hellere være konge i B, end fyldrytter i et A-felt 🙂 Meeeen, nu skal jeg jo lige skrabe de krævende point sammen først ikke!? 🙂