I weekenden står den på dobbelt-løb i det jyske, hvor Vejen og Kolding er destinationer. Sammen med Rødekro er det de ruter der ligger tættest på min hjemby, Haderslev, hvilket for engang skyld der rart, efter løb i Nordjylland eller Sjælland de seneste par uger. Det ene løb passer mig glimrende, men det andet er noget rigtig skidt.
AF Jeppe Tolbøll
Vejen, 6 omgange, 138 kilometer, 564 højdemeter
Vejens rute er ny, og derfor har ingen prøvet at køre den før i licensregi. Højdeprofilen snyder en del, da maksimal stigningsprocent er 1,7 % ifølge RidewithGPS.com. I tirsdags var jeg ude og køre den i bilen, og jeg blev forholdsvis glædeligt overrasket. Ruten er mere eller mindre pivflad, og der er stor chance for sidevind, hvis vinden skulle stå rigtigt.
Fra kilometermærke 9,1 til kilometermærke 16,1 er der 7 kilometer, hvor man kører stik mod nord. Skulle vinden komme fra enten højre eller venstre ville man kunne få et stykke sidevindsrace, der kunne være lige så legendarisk som diget i Tønder.
I morgen, lørdag, ser det dog ud til at vinden kun kommer med 3 m/s fra Nordøst, hvilket nok ikke er helt nok til, at den kan lave den helt store ballade. Det gør nok enten, at løbet bliver afgjort ved at et udbrud kører væk, og vejen så bliver blokeret af de hold, der har interesser i udbruddet, da vejene er forholdsvis små. Der er nogle enkelte småbyer, som man skal igennem, så kan være lidt halvfarlige, og specielt op løbet har en del mange sving, hvor position kan være utroligt vigtigt, da de sidste 90 graderssving blot ligger 150 meter fra målstregen. Se billede herunder:
De fleste hold stiller med mellem 8-10 mand, i et felt på 85 ryttere, men heldigvis ser det dog ud til, at mange af de stærke konti-teams har mange af deres stærkeste ryttere ude og køre UCI-løb. Team IBT – BH Carl Ras og CO:Play – Giant store stiller dog ikke op.
Jeg håber jeg kan fortsætte de gode takter fra Amager, og være med i finalen, men det er svært lige at blive klog på, hvordan løbet udspiller sig.
Kolding, 8 omgange, 120 kilometer, 1040 højdemeter
Jeg hader Kolding-ruten. Jeg har lavet point på den et par gange, i både D- og B-klassen, men jeg har altid følt mig totalt på bagkant i løbet, og slet ikke fundet formlen til at køre det godt.
Ruten starter allerede med løbets første bakke efter 1,5 kilometer, hvor vi skal over Hylkedalvej, som er en lang hovedvejsbakke. Den er ikke sindsyg stejl, men den slider bare mig op omgange efter omgange. Og på toppen har der tid været noget sidevind, hvor jeg lige skulle komme mig, før jeg kunne få et par kilometers luft, før jeg igen skulle til at gøre mig klar til Vranderup-bakken som starter 1,7 kilometer fra mål. Selvom man kommer med stort tilløb ned af den, så er den pænt stejl på toppen, og her har jeg altid haft kriser i alle felter, og jeg når kun lige at få luft, før vi så rammer Hylkedalvej igen. Og så gentages den proces indtil jeg er kørt flad.
Fik jeg sagt, at jeg hader Kolding-ruten?
I år ligner det dog en helt vindstille dag med 2-3 m/s, hvilket måske for engang skyld taler til min fordel. Selve opløbet er nok stadig for ledt til mig, men kunne jeg bringe en af vores lette, hurtige drenge ind i god position, så ville det sgu også være fedt!
Vi er et mindre felt end søndag, da der samtidig er løb i Ordrup på Sjælland, så det ligner at Team Restaurant Suri – Carl Ras og Georg Berg er de ryttere der mangler fra dagen før.
Pingback: Løbsrapport fra Vejen og Kolding 2022 - CyclingUniverse