Man skal finde sig i mange kommentarer fordi man vejer lidt mere end den gennemsnitlige rytter. Og Det er skam også fint nok, jeg morer mig heldigvis med det, og er heller ikke selv bleg for at kalde mig selv for en tung/tyk/overvægtig osv. Sandheden er nok at jeg har et par kilo ekstra, men jeg meget af vægten kommer aldrig væk, qua min størrelse og kropsbygning. Jeg ville med god vilje (som jeg ikke har pt., hæhæ) måske komme ned på 92 kilo eller deromkring.
Derfor har jeg også forlængst indset at jeg aldrig bliver glad for ruter som fx Hedensted, Hammel og Vejle. Sidstnævnte blev jeg dog lidt mere glad for i går, men mere om hvorfor senere.
Jeg kom til Vejle direkte fra arbejde, hvor jeg fik fri kl. 08 fra en 24-timersvagt. 6 timers søvn, som var blevet afbrudt en 5-6 gange, så var ret kvæstet, følte jeg.
Nå, men løbet blev skudt i gang, 4 omgange og 104 kilometer, og min taktik var klar; Jeg ville ikke holde øje med nogen, jeg ville ikke rykke og tage del af arbejdet – jeg skulle bare overleve først gang over Højen Skovvej, og så ville jeg tage den derfra. Der var en del småangreb, men hele feltet virkede bange for den frygtede bakke, og farten var virkelig ikke høj. Det gjorde mig dog lidt nervøs, da jeg vidste at der måtte sidde en del med mange kræfter når vi ramte bakken.
Inden bakken kørte Emil Pedersen, Randers, og Sebastian Mikkelsen, Aalborg, væk. Der blev råbt i feltet at vi bare kunne lade dem stege, da de nok skulle blive kørt ind igen.
Da vi ramte Højen Skovvej, kørte jeg ind som første mand, med hele feltet lige bagved. Og jeg ved ærlig talt ikke om det blev givet gas, og om der blev rykket, eller om det bare var mig der døde hurtigere end andre, og jeg kom lynhurtigt til at lide, og måtte kæmpe en hård, men forgæves kamp for at komme med de første op over. På toppen var der ca. 10-12 ryttere der var kørt væk, mens jeg endte på mellemhånd med 3 andre ryttere. Jeg tror vi havde 10 sekunder op. Og så gik den vilde jagt ellers. Bagved var feltet sprunget helt i luften og frontgruppen var pludselig den største gruppe.
Lige inden Koldingvej (en lang jævn opkørsel på en større hovedvej) var i utrolig tæt på at få kontakt på nedkørslen. Da vi svinger til højre ud på Koldingvej ligger jeg forrest, og har et hul til de andre på små 10 meter, og banker gennem svinget. Og så hører jeg det! Manden bag mig oversatser og glider, og til de andres store uheld river han den ene med ned, og den sidste i gruppen må blokere bremserne. Jeg ser at ingen af dem har slået sig alvorligt, og laver en sprint op til gruppen foran. De andre kom aldrig op til os.
Jeg fik med det samme endnu et nyt delmål. Jeg skulle bare med hen til foden af Højen Skovvej på 2. omgang. Så jeg tog minimalt af føringer, og følte mig egentlig lidt som et svin fordi jeg konsekvent nægtede at tage del i arbejdet.
Og selvom samarbejdet i gruppen kørte ganske fint, så var tempoet bare ikke højt nok. Og grunden var nok at der sad 4 Aalborg CR-ryttere ud af de ca. 12 mand i gruppen. De kørte med rundt, men det virkede lidt som om at de kun kørte med rundt så længe farten ikke var høj. Og det var til stor, stor gavn for de forankørende ryttere. Da vi ramte målstregen, ud mod anden omgang, blev der råbt “1 minut op” og udbrudet var da stadig inde for rækkevide af at kunne blive hentet.
Nå, men tempoet forblev jævnt indtil vi ramte nedkørselen på 3 kilometer inden Højen Skovvej. Mit delmål var opfyldt. Jeg måtte prøve et eller andet for at komme med henover bakken. Hvis jeg blev i gruppen ville jeg blive sat. Det var jeg 100 % overbevist om. Så jeg tog chancen og rykkede alt hvad jeg kunne ned af, og gav den fuld gas. Med en fart på næsten 70 km/t strøg jeg ned af og fik et ret stort hul, og kunne køre ind på Højen Skovvej med et relativt stort forspring. Dog med meget høj puls.
Og forspringet skulle vise sig at være næsten nok, for jeg blev først hentet på lige før toppen og kunne lige hive med med hen over. Nu kunne jeg næsten ikke tillade mig at gemme mig mere. Jeg sagde til de andre, at jeg nok skulle begynde at tage del af føringerne nu. Da vi ramte målstregen, ud mod 3. omgang, blev der råbt “Over 2 minutter op” – Øv! Løbet var næsten kørt. Vi skulle virkelig arbejde hårdt hvis vi skulle hente dem.
På det her tidspunkt var Christian Vaaben, Hammel, punkteret fra gruppen, og det tror jeg også Thomas Gjødsbøl, Give, var. Så gruppen var blevet minimeret.
Jeg synes at der var nogle der virkede meget mærket, bl.a. 2 af de 4 Aalborg-ryttere. Da vi ramte et længere sidevindsstykke, besluttede jeg mig for at prøve at splitte gruppen (jeg troede ikke op at vi kunne hente de 2 ryttere foran mere).
Jeg satte mig op foran i vinden, lod der lige være plads til 2 andre på viften og bankede farten op på +45 km/t, og tog en føring på 2-3 minutter. Og den gjorde ondt for folk faldt fra bagude, men desværre ville ingen følge op på arbejdet, og de kom op bagfra igen. Jeg fik luft i et par minutter, og gik så frem igen og lavede samme nummer og igen faldt folk fra. Det gjorde allerhelvedes ondt på mig, men tror der var nogle af de mindre ryttere der led noget mere end mig. Ingen ville ingen dog følge op og en af dem kom op bagfra igen. Jeg besluttede mig at køre min føringer normalt igen, og spare lidt kræfter til endnu engang over Højen Skovvej.
Da farten gik lidt ned blev vi hentet af en felt bagfra, hvor de andre C-ryttere dog havde lagt på hjul og derved var gruppen samlet igen!
Da vi ramte nedkørslen tænkte jeg, at taktikken om at rykke virkede fint sidste gang, men denne gang rykkede jeg lige 200 meter før, og fik igen hul!
Lige som sidste gang kom jeg først ind på bakken, men dog med endnu større forspring. Og denne gang holdte jeg til over toppen, hvor Martin Nielsen, fra Cykling Odense, kom op. Han var voldsom stærkt kørende og klart den stærkeste på bakkerne. Vi fik hurtigt et samarbejde i gang, og jeg troede faktisk det skulle lykkedes at vi kom væk. Dog kom de andre tæt på bagfra igen. 2 mand var faldet af på bakken, og jeg troede faktisk de var væk. De kom dog igen op via et felt bagfra senere! Totalt latterligt og usportslig!
Nå, men da vi rammer målstregen ud mod sidste omgang får vi igen at vide at der var 2 minutter op. Løbet var definitivt kørt – i hvert fald hvis man drømte om sejren! Farten gik en smule ned i vores gruppe, og alle begyndte at køre taktisk og spare kræfterne. Da vi ramte sidevinden igen, gik jeg igen frem og bankede derud af. Der var nok ikke helt så meget bid som i den forrige omgang, men det var i hvert fald nok til at folk så rigtig trætte ud bagefter.
Kort før vi ramte nedkørslen igen før Højen Skovvej punkterede Bjarke Vodder Nielsen, Randers. Synd for ham for han havde vist god kørsel og var stærk op af.
På nedkørslen kunne jeg tydeligt mærke at alle bare sad og ventede på at jeg skulle komme med mit ryk. Jeg overvejede at lade være, men omvendt var jeg bange for at de ville rykke for meget på bakken.
Jeg traf valget om at prøve, men alle var forberedt og jeg fik ikke en meter. Jeg vendte mig om, smilte og råbte, at “det er sgu fejt at I ikke ville lade mig køre denne gang!“. Man kan jo ikke gøre andet end at prøve at vise overskud! 🙂
Men vi ramte bakken samlet, og med det samme kørte Martin Nielsen, Odense og Steffen Schneider, Aalborg og vinder af Middelfart-løbet, væk. Florian Schneider, CK Aarhus gik efter dem, men manglede lige det sidste for at komme op til dem. Jeg holdte mit eget tempo, og holdte mig til Casper Skaarup, Fredericia. Jeg krampede faktisk på bakken, og kørte 2/3 af bakken med kramper i benene. Da vi nåede toppen satte jeg et par gear ned, og fik kadancen op, og fik kørt krampen ud af benene. Ca. 30 sekunder efter følte jeg igen overskud, og satte højt tempo. Det var egentlig bare en blanding af et siddende ryk og en hård tempoøgning. Det splittede gruppen som var på 4 mand (inklusiv mig). Jeg hørte et råb bagved, og Casper Skaarup havde fået et hul til de andre to og manglede 10-15 meter op til mig. Han ville tydeligvis gerne med mig, og jeg ventede et par sekunder, og satte farten lidt ned. Men Casper var vist på grænsen, for selvom jeg satte farten ned kom han ikke ret meget tættere på, og foran kunne jeg se Florian Schneider 20 sekunder fremme. Hvis han skulle hentes skulle jeg afsted. Jeg kunne ikke vente (sorry Casper!), og jeg trådte igennem. Og væk var de 3 bagfra.
Jeg hentede Florian på Koldingvej, og prøvede at gå hurtigt forbi ham, da han ikke kørte hurtigt op af lige der. Han fik sig tog klemt med på hjul, og jeg trak hele vejen op af Koldingvej. På toppen slog jeg ud, og lod ham trække inden en nedkørsel, inden en lille bakke inden mål. Halvvejs på nedkørslen tænker jeg, at jeg vil teste ham, da han så brugt ud, og rykkede ned af. Fik også hullet, men op af kom han dog op på hjulet igen, og selvom vi kunne se Steffan Schneider og Martin Nielsen oppe foran, var de for langt væk.
Lige inden vi kørte ind på opløbsstrækningen lå jeg forrest, hvilket ikke var noget jeg havde lyst til. Jeg satte farten op i svinget, og tog den korte vej i svinget, mens Florian gik i den lange (og hurtigere) vej. Jeg hev kort min bremse, og Florian var ikke helt forberedt på det, for han gled hurtigt forbi mig, og endte forrest. Den sidste kilometer var rent banekørsel. Florian lå forrest, vendte sig om konstant for at undgå overraskelsesangreb fra mig. Jeg kiggede bagud selv, for at sikre at de ikke kom bagfra.
Med 200 meter igen, åbnede jeg spurten og selvom Florian holdte mit hjul hele vejen, kunne han ikke gå forbi, og jeg fik en 5. plads i et løb hvor jeg sidste år blevet smidt af i D-klassen!
Jeg havde oversteget alles og egne forventninger. Casper Skaarup sagde ude på ruten “Nå, tykke, er du stadig med!?”, mens Bjarke Vodder Nielsen, lige sagde “Jeg havde ikke regnet med at se dig her (i gruppen”.
Og det var også først halvvejs i løbet jeg turde tænke på at lave point. Man kan sige jeg var heldig med at Christian Vaaben, Thomas Gjødsbøl og Bjarke Vodder Nielsen punkterede, men det tager jeg med. Nogle gange punkterer man selv, andre gange punktere andre.
Efter løbet gik jeg op i dommervognen og fik disse flotte numre udleveret. Nu er det ikke helt for sjov længere, og jeg håber ikke springet fra C til B, er lige så voldsomt som D til C.
Men det må vise sig. Jeg glæder mig i hvert fald til at prøve det af.
Dagens bedste resultat stod Nicolai Jørgensen for da han sejrede solo i B-klassen og nu kun mangler 5 point fra at rykke i A. Efter et efterår med meget uheld var det virkelig fedt at han fik den skide succes igen!
Og for at svare på dette blogindlægs titelspørgsmål; Åbenbart, ellers er der godt nok nogle C-ryttere der burde skamme sig! 🙂