Det var mildest talt en sur weekend. Og heldigvis er alle undskyldningerne på plads. 🙂
Sønderborg:
Det startede allerede med at jeg punkterede efter 4-5 minutter af opvarmningen, og jeg var laaaangt væk fra startstedet.
I ren og skær panik fik jeg ringet Michelle op, der startede bilen og kørte hen til mig, så jeg kunne smide en ny slange i. Det gik der så lige 10 minutter med, så fik kun kørt en 10 minutters opvarmning bagefter.
Skyndte mig til start og tænkte at det nok skulle gå alligevel. Følte mig ret veloplagt. Og efter 500 meter kører jeg over en sten, og jeg tror simpelthen at den napper slangen, for jeg punkterer fandeme igen!
Og ja, så var forårets store sæsonmål overstået. Jeg ved ikke hvad jeg havde kunne gøre med sygdommen, men det hele var bare ekstra surt, da formen var i top (før jeg blev syg), og målet var Sønderborg. Jeg ville så gerne vinde dernede, da ruten næsten er bygget til mig. Vind, flad og et langt opløb. Men det kan der ikke gøres noget ved nu.
Det bedste ved dagen var sgu at Nicolai blev 2’er i B, og banker videre mod A-klassen!
Rødekro:
Følte mig utilpas allerede inden start. Men havde måske en fornemmelse af at det nok skulle gå, hvis jeg gemte mig tilstrækkeligt i feltet.
Men allerede hurtigt mærkede jeg, at der ingenting var at skyde med. Jeg blev allerede smidt 2 gange på de flade veje, hvilket jo slet ikke må ske – kørte op begge gange. Pulsen var høj hele tiden, og ville slet ikke ned. Jeg kørte over til Michael Kohberg, og sagde at jeg ville køre ham frem inden bakken, hvilket skulle vise sig at være mere end hvad jeg kunne holde. Jeg måtte kæmpe med det yderste for at holde mig fremme inden bakken, og ramte den med maxpuls, og blev smidt inden vi havde kørt 50 meter op af bakken.
Derefter lå jeg en hel omgang i en mindre gruppe og tænkte at jeg bare skulle gennemføre. På nedkørslen inden Hundeklem passerede vi Vejen-rytteren, Frederik Vejrum Laursen (fra Juniorfeltet), som havde været impliceret i et styrt – jeg lod mig falde tilbage til ham for lige at høre hvordan han havde det.
Og så ud af ingenting sprang min eger i fælgen! Det er 3 gang at egeren springer i det fucking Zipp-baghjul i løbet af et år. Jeg tror det er min vægt der gør det, på trods af at Zipp siger de skal kunne bære en rytter op til 120 kilo.
Jeg ser frem mod pinseløbene nu. Tror ikke jeg når helt på toppen indtil næste weekend.