Yes, endelig kom sejren! Den sejr jeg har følt jeg har haft formen til at tage siden Odense-løbet. At vinde noget så simpelt som et cykelløb er en fantastisk følelse. Alle de (til tider) sure vintertræningstimer bliver med ét forløst, og man er klar til at gøre det hele om igen! For mig var sejren ikke så meget følelsen af at have slået sin konkurrenter, men lige så meget følelsen over at have slået sneen, kulden, regnen, punkteringerne, sammensat med en voldsom kulmination på fede stykke arbejde der ligger bagved.
Jeg føler, at jeg kørte løbet på en noget nær perfekt måde, og følte mig egentlig som den stærkeste overall i den gruppe vi kom ind i.
Jeg havde på forhånd påtænkt mig at holde mig i nærheden Lasse Panduro (ja, det er vist ved at blive en klassiker, men alle der kender Lasses utrættelig sind vil vide hvorfor), Michael Mortensen, fra Aalborg, som er en motor som jeg selv er, John Fuglsang, fra Thy, som er tidligere A-rytter og blev 3’er tilbage i Vejen i foråret. Jeg havde hørt han skulle køre stærkt på flad vej (gør alle fra Thy ikke det, egentlig?) og Christian Vaaben, fra Hammel, hvis form virker stødt stigende. Jeg havde egentlig også tænkt mig at holde øje med Mike Fakkenor, Faaborg, men han stillede vist ikke til start.
Dagen startede allerede kl. 06, på trods af, at jeg først skulle starte 11.45. Grunden var Haderslev Starup CK’s B-rytter Nicolai, som skulle køre med. Og da han startede omkring 9.30. Efter at han var blevet sendt af sted, drog min kone og jeg ud på ruten og tog billeder til min kones fritidsprojekt, CykelFoto.
Lige inden jeg skulle tilbage til startområdet stoppede Sune Albert (hans første B-løb efter oprykning) op ved vores bil, da han havde fået en siver, og ikke kunne nå til mål. Han fortalte lidt om hvordan B-feltet var blevet kørt i sænk i sidevinden ind mod mål, og et stykke ud af ruten. Værdifuld info.
Løbet startede og allerede efter et par kilometer var jeg frem i et udbrudsforsøg. Men det blev hurtigt lukket. Og igen skulle det vise sig at være sådan som folk ville køre løbet. Jeg tror jeg var afsted 3-4 gange, hvoraf den ene virkede rigtig farlig, men det følte feltet nok også, for vi blev hentet efter hidsig jagt fra feltet.
Selve bakkerne forekom mig overraskende lette, og jeg kom med hen over alle uden nævneværdige problemer – i hvert fald det fleste af gangene.
Da vi ramte stykket ind mod mål, på første omgang, blev der kørt sidevindskørsel fra bl.a. Michael Mortensen, Steffen Nielsen, begge Aalborg, og John Fuglsang. Jeg følte kæmpe overskud og kørte med frem og pressede på. Farten blev holdt høj indtil 5-6 kilometer på anden omgang, hvor vi som sagt kørte et stykke i sidevind, og medvind, hvor farten var høj. Da der kom ro på feltet igen, kunne jeg registrere at mange så rigtig slidte ud. Jeg havde en nagende tvivl om at det blive blive svært at komme i udbrud, så besluttede at køre mindre offensivt, og kun dække de udbrud med de folk jeg havde øje med. Og mange af dem forholdte sig også i ro.
Efter den sidste bakke på ruten, ramte vi igen sidevindstykket, og straks sad Fuglsang og Mortensen fremme, og jeg kørte selv frem på viften og gav den voldsomt gas. Et par stykker gik med i rulleskiftet, men vi var vel de samme 5-6 stykker der kørte med rundt. Og der blev kørt virkelig stærkt. Da vi ramte medvindsstykket blev der pludselig åbnet op, og jeg kunne se at feltet var strakt ud, og flere og flere tabte deres hjul, og det hele splittede på i flere grupper. Jeg råbte til de andre at nu skulle den have fuld gas de næste par minutter. Jeg tog selv nogle voldsomt hårde føringer, og måtte virkelig æde mig selv et par gange. På dette medvindsstykke ramte jeg på et tidspunkt næsten 68 km/t, så kan man selv se at det har gået voldsomt stærkt. Der var en vild og fed følelse at se hvordan det hele sprang i luften bagude, mens man selv sad med godt overskud foran.
Så væk kom vi. Vi så aldrig andre bagfra igen. Gruppe bestod af 11 mand.
37 – Thomas Gjødsbøl, Give CK
45 – Christian Vaaben, Hammel CK
51 – Martin Gro Nygaard, Herning CK
111 – Lasse Panduro Nielsen, Silkeborg IF
125 – Frederik Rosenbæk, Svendborg CC
141 – Steffen Nielsen, Aalborg CR
145 – Michael Mortensen, Aalborg CR
211 – Jeppe Tolbøll, Haderslev Starup CK
217 – Alexander Engels Ryming – Skive CK
249 – John Fuglsang, Thy
917 – Allan Lundhaus – RSV Husum
Alle knoklede og ingen sprang som sådan over. Alle var vist nede og få luft en enkelt gang eller to, men der var enighed om at vi skulle væk før vi begyndte at køre imod hinanden. Mod slutningen af 3. omgang forsvandt John Fuglsang pludselig – jeg ved ikke om han fik defekt eller punktering. Men gruppen var nu nede på 10 mand.
Da vi startede på sidste omgang følte jeg rimelig godt med overskud, så jeg prøvede mig med et angreb for at se om gruppen kunne blive minimeret. Men ingen reagerede og jeg kunne se at at deres rulleskift fungerede ganske fint nede bagved. Jeg lod mig glide tilbage, så det passede med at jeg blev hentet i medvinden – på den måde kunne jeg undgå kontra angreb, da farten var høj.
Et par kilometer senere ramte vi rutens første bakke og der satte Christian Vaaben, Hammel, sig frem og øgede tempoet. Og små 75 meter fra toppen kramper jeg satme i begge mine ben! Ud af det blå rammes jeg af en ubegribelig smerte, og jeg må rejse mig op og øge kadencen ved at skifte gear. Men lige lidt hjælper det, jeg kan slet ikke komme af med krampen. Jeg holder (eller prøver på det) det vildeste pokerfjæs, og prøver at skjule kramperne, for hvis de andre vidste det ville de nok angribe mig, naturligvis.
Jeg fik styr på kramperne, og nappede den sidste gel, og drak mit sidste vand, i håb om at kramperne ikke ville komme igen.
Da vi nåede til en lille by ca. 10 kilometer til mål prøvede jeg igen med et lille angreb og denne gang gik der en smule splittelse i gruppen, men ingen af de andre som lukkede til mig var villige til at køre videre og vi blev igen samlet. Og så gik der faktisk taktik i den. Vi begyndte at køre meget langsomt. Jeg tror vi lå og kørte mellem 33 og 36 km/t. Jeg begyndte faktisk at frygte at der ville komme nogle op bagfra igen, ligesom jeg selv gjorde i Nyborg i sidste weekend. Jeg snakkede med Christian Vaaben og Lasse Panduro om at vi skulle få lidt mere fart på, bare for at være sikker. Og det lykkedes da også lidt.
Inden jeg vidste af det ramte vi løbets sidste bakke. Jeg frygtede både angreb fra Lasse og Christian, og da jeg pludselig endte helt foran tænkte jeg, “Bakken har 200 meter til toppen. Det kan jeg godt sprinte mig op af” – og så rykkede jeg. Angreb måtte være det bedste forsvar… tænker man åbenbart når man er bange for at blive sat…. på bakkerne. 🙂
Jeg holdte til toppen, og min ben syrede fuldstændigt. Men det gjorde det åbenbart også hos de andre, for da de hentede mig på toppen, gik den i stå igen. Nu var der kun 4-5 kilometer til mål i sidevind. Jeg følte, at det var fucking perfekt!
Ind mod målstregen gik det ikke så stærkt og pulsen røg ned på 75 % af max ca. Jeg var klar. Klar til at gå med i alle angreb og neutralisere dem, klar til at medvindsspurten som var pisse fordelagtig for mig! Jeg skreg inde i hovedet “Det her er min sejr – vinder jeg ikke er det MIN EGEN skyld!”
Ind mod sidste sving angreb Steffen Nielsen, Aalborg og Christian Vaaben gik med ham lige med det samme, og jeg nappede Christians hjul. Både Steffen og Christian skar de sidste sving til perfektion, og jeg slog et kig bagud, og så at der var en lille bitte hul til den nærmeste. Jeg åbnede spurten med alt hvad jeg havde. Der var ca. 400 meter til stregen. I spurten kiggede jeg ned mellem mine ben og så bagud, hvor jeg erfarede at der ingen var! Jeg havde et kæmpe hul, og jeg hamrede med over 55-60 km/t ind mod stregen. Med 150 meter igen blev jeg grebet af en ulogisk panik – tænkte “Nu kommer de hamrende bagfra og slår mig, jeg har åbnet for tidligt!” – men med ca. 30 meter igen, kunne jeg se, at de ikke var kommet nærmere, og jeg slår armene op – sikker på sejr! De sidste 30 meter går alt, alt for hurtigt, og jeg når knap nok at fornemme følelsen af “at nu vinder jeg det skidt” for det er en realitet og jeg triller over sejren. Jeg kommer med en jubelbrøl, og kan slet ikke fatte det!
En stor del af konkurrenterne kører forbi mig, og ønsker mig tillykke, og 2-3 af dem sagde at sejren var fortjent, da jeg havde virket stærkest. Frederik Rosenbæk og Christian Vaaben sluttede på 2. og 3. pladsen.
Sprinten kan ses herunder, hvis man klikker på billedet 🙂
Sæsonmålet er opfyldt. Målet var en sejr og 12-15 point. Jeg har point nok til B-klassen, som jeg hopper op i efter Vejle-løbet, som bliver mit sidste i C-klassen.
