I pinsen stod den tre cykelløb i Horsens, Herning og Randers. Løbene på mange måder som forventet, med enkelte twists der gjorde, at jeg alligevel står med en præstationsmæssigt tilfredsstillelse, men også er skuffet når man kigger på resultatlisten.

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CykelFoto, Michael K. Jakobsen

HORSENS

https://ridewithgps.com/routes/43032633

Da Michelle og jeg ankom til ruten, kørte vi ud og skød lidt billeder. Jeg var sgu ikke helt glad for ruten, for at være helt ærlig. Langt det meste af tiden var ruten okay, men at vi kørte ud på Yding Skovhøj var sgu ret træls. Den ville måske blive for voldsom for mig, men resten af bakkerne, følte jeg faktisk kunne overleves. Det var næppe en dag, hvor jeg ville kunne vinde, men tanken om et samlet klassement var ikke helt væk. Det krævede dog, at løbet blev kørt hårdt, alle andre steder en Yding Skovhøj. Og det var næppe en mulighed.

Vi var 4 ryttere fra Give til start; Lukas Østergaard, Frederik Uhre og Joshua Bridgens. Vi snakkede dog ikke sammen før starten, og alle havde lidt frie tøjler til at gøre hvad der passede dem.

Løbet blev sat i gang, og der blev ikke kørt hurtigt. Det betød jo nok, at flere gjorde klar til at hamre igennem på bakken, så jeg fik hurtigt kørt mig frem, og kørte ind på bakken, som en af de første. Og rigtigt nok så blev der åbnet. Der var lige lidt tøven, men henover toppen gik det stærkt. Jeg var røget 10-15 pladser tilbage, men kom egentlig godt med henover, selvom benene gjorde ondt, og pulsen var godt oppe! I front var et par ryttere væk, men intet voldsomt, og de blev også lukket ned igen, og feltet var samlet. På et tidspunkt kørte en rytter væk fra Rapha CC – Oskar Aakvist Andersen. Ham skulle vi se meget mere til. Med ham kørte en Aalborg-rytter med som jeg ikke lige kunne genkende. Det var så Magnus Bertelsen. Lukas Østergaard røg efter dem, og på de smalle veje kørte jeg frem og gjorde mig lidt bred, sammen med en rytter fra Aalborg, og trioen sejlede stille og roligt væk.

Jeg begyndte nu at indtage en rolle som irriterende holdkammerat. Jeg gik med i flere ryk, kun for at sidde på dæk og sabotere angrebet, og i sving sprintede jeg frem og tog fronten, kun for at trille roligt igennem svinget, og lige sikre udbruddet 2-3 sekunder mere. Min tanke var, at det var perfekt med Lukas ude foran. Kunne han køre en top 3 hjem, så var det fint for Give, men omvendt, så kunne Joshua og jeg også tillade os, at slikke dæk hele dagen.

2. omgang, nu bakken gjorde ondt!

Da vi nærmede Yding Skovhøj igen, kunne vi se rytterne i front, på vej op af bakken. De havde nok 20-30 sekunders forspring, og folk ville uden tvivl prøve at rykke op til dem. Og da vi ramte bakken skete det naturligvis. Folk rykkede hårdt. Jeg var igen kommet godt ind på den i front, men sejlede også bare baglæns, selvom jeg kørte over 600 watt, og flere steder højere. Joshua dækkede flot et angreb af, og på toppen kom jeg over som en af de sidste, gispende efter alt den luft jeg kunne hive ind. Foran mig opstod der huller, men jeg satsede på, at de de ville blive lukket, og heldet var på min side. Herfra kørte jeg igen frem, for at kunne dække angreb af. Det gjorde sgu ondt, og jeg havde svært ved at finde mig til rette. Flere gange tænkte jeg, at nu måtte jeg lige holde en pause med at dække angreb af, men det var bare svært, når man ofte kunne forudse dem, og lige komme med.

Så snart det gik lidt op af, var Joshua god til at dække af, og på de flade stykker tog jeg også det jeg magtede. Trioen i front var væk, så det ud til, og da vi kørte ud på 3. omgang blev der råbt at de havde 1:40 sekunder.

3. omgang – det her bliver svært!

Da igen ramte Yding var jeg ved at være lidt brugt. Jeg kom egentlig fornuftigt nok ind på bakken, men jeg følte, at der blev kørt voldsomt stærkt igen. Halvvejs på bakken røg jeg ind i en krise. Nu blev der bare trampet med alle de kræfter jeg kunne. Jeg sled og rev i cyklen, som en gorilla der var ved at rive tremmerne ud af buret. Det var ikke kønt, og nok heller ikke særlig effektivt, men jeg kom med nødt og næppe med henover. Der opstod igen huller på toppen, og jeg fik dem lukket selv på nedkørslen.

Jeg begyndte her, at erkende, at jeg nok ikke ville overleve bakken yderligere 3 gange. I hvert fald ikke hvis de fortsatte med at køre så hårdt.

Jeg begyndte at overveje mine muligheder. Jeg kunne prøve, at spare mig alt hvad jeg kunne, og slet ikke bruge kræfter mere. Det ville måske betyde, at endnu en gruppe slap væk, eller feltet begyndte at samarbejde og fik hentet Lukas-gruppen. Og ville jeg nok ikke alligevel blive sat, med stor sandsynlighed. En anden mulighed var selv at komme væk, og derved komme bakken i forkøbet. Det var nok ikke den største chance, men den mulighed var klart den sjoveste og fedeste. Begge ting var nok dømt til at mislykkedes, men ved mulighed 2, ville jeg i det mindste kunne sige, at jeg havde prøvet.

Jeg begyndte at angribe flere gange, men det blev aldrig rigtigt til noget. Jeg var bare brugt. Jeg havde vist brugt for mange kræfter på at lukke huller. Jeg måtte spare mig til ét godt angreb tættere på bakken, og så håbe, at feltet ville tøve, så tæt på bakken.

Da vi nærmede os opløbet, blev der kørt hårdt, men da der kom et lille moment hvor feltet mistede fart angreb jeg. Jeg havde en rytter på hjulet, og da jeg viftede ham frem, så kunne jeg se, at det var Gustav Lorenzen fra Ceramicspeed Herning CK Elite. Han kørte så stærkt, at jeg ikke kunne holde hans hjul, og med blot 1000 meter til bakken var det ikke optimalt at være SÅ presset som jeg var. Jeg prøvede, at holde et okay tempo, så jeg ikke kom ind på bakken i dårlig position, men da vi ramte bunden kiggede jeg ned på min Wahoo. “165 i puls! Det er sgu ikke godt” skreg min indre stemme. Og da de lette drenge åbnede op var der ingen respons i mine ben. Jeg klikkede ned på lille klinge, og prøvede at finde mit eget tempo. Jeg havde et lille håb om, at hvis jeg ramte toppen med et minimalt tidstab, så kunne jeg måske køre dem ind bagefter.

På toppen brast den drøm dog hurtigt. De var i hvert fald 20 sekunder foran mig, og jeg var færdig. Benene gjorde ondt, og jeg fik ondt af mig selv. Jeg prøvede i 20-30 sekunder at “gå i boks” og køre lidt på min FTP, men det føltes som all-out, og jeg opgav. Jeg besluttede mig dog for, at jeg ville gennemføre, og fik heldigvis følgeskab af Martin Hessner Nielsen (Odense CK), Pavia Sørensen (Racing Kolding) og Simon Marquardsen (Næstved BC). Til sidste slap jeg dem, og rullede helt roligt til mål.

Lukas var endt som 2’er efter Oskar Aakvist Andersen med Magnus Bertelsen som 3’er. Joshua kørte flot ind som nummer 5, hvilket gav dem begge et godt udgangspunkt i det samlede klassement.

Resultater: https://www.sportstiming.dk/event/11700/app/results?round=61134
Strava-data: https://www.strava.com/activities/9150394554/overview
Race video: https://www.youtube.com/watch?v=JfYaskmcdEc

HERNING

https://ridewithgps.com/routes/36089160

Vi var igen de samme 4 ryttere fra Give CK til start. Kort før start hold vi et lille møde. Taktikken var ret simpel. Lukas og Joshua skulle gerne holde deres plads i klassementet, og hvis alt gik godt, så kunne det være fedt, hvis en af dem stod med trøjen, når løbet var afsluttet. Vi blev enige om et par navne vi alle skulle holde øje med, og jeg sagde, at hvis jeg endte i en gruppe, hvor enten Joshua eller Lukas – eller begge – var med, uden andre favoritter til trøjen, så skulle jeg nok føre hårdt for dem. Jeg sagde dog også, at hvis jeg endte i en gruppe hvor der ikke var nogen der truede trøjen, så kørte jeg min egen chance for en sejr. Det var alle med på, og vi startede løbet.

Vinden stod således, at vi havde primært modvind ud, og medvind hjem. Derfor blev starten også rolig, og der gik lidt tid før der kom angreb. Jeg holdt mig nærmest bare ude af vinden, for jeg tænkte ikke, noget ville køre væk. Og det meste blev da også holdt samlet. Jeg var med ude og dække et par angreb af, men der var ikke rigtig noget seriøst.

Misforståelser

På 2. omgang bad jeg både Joshua og specielt Lukas om at holde sig til. Det var vigtigt, at vi var med i alt det vi kunne, for angrebsforsøgene begyndte stille og roligt, at få mere og mere luft. Det virkede som om, at det kun var et spørgsmål om tid før det kørte væk.

Flere gange var der dog ryttere der slap væk, hvor jeg syntes, at både Lukas og Joshua sad fint til at dække det af, men de tøvede lidt. Vi var lidt heldige, at det meste blev lukket, men det var for risikabelt.

Da vi ramte medvinden fik jeg snakket med Lukas. Jeg sagde, at han skulle holde sig til nu, og gerne måtte angribe. Med hans statur – der minder om min – så var hans rå watt en gave i medvind. Flere gange lykkedes det ham også at komme med i nogle gode hug. Jeg sad godt nede bagved, og ventede bare på kontraangreb, og vi komplimenterede hinanden ganske godt. Kort før medvindsstykket sluttede, var der dog en 5-6 mand der slap væk uden vi fik nogen med! Jeg angreb og kiggede tilbage. Jeg havde kun Lukas på hjul, og bag ham var der en enkelt rytter. Vi kørte 65 km/t, og havde hullet. Der var dog ikke tid til at tænke ret meget. Jeg vurderede, at hvis jeg prøvede at få Lukas frem til en føring, men han ikke kunne, så ville vil ikke nå op. Derfor besluttede jeg mig for, at jeg ville tage en for holdet. Jeg gav den gas i 1 minut med over 65 km/t, men kørte også på min grænse. Jeg fik udbruddet inden for rækkevide, til at Lukas kunne springe op, og jeg råbte til ham, at han skulle lukke selv, for jeg var færdig. Den fik et nyk mere, og jeg slog ud og måtte slippe trådet. Lukas kom op og det så rigtig godt ud!

Desværre holdt udbruddet ikke, og de blev hentet 5-6 kilometer senere. Herfra var der en del angreb, men igen var der ikke rigtig noget der blev til noget og hele 3. omgang sluttede uden at nogen kom afsted.

Udbruddet kører

Ude på 4. omgang ventede jeg egentlig bare på, at vi ville ramme de små veje. Folks angrebslyst var ikke så vilde mere, og de grupper der kom afsted fik længere og længere snor, før de blev kørt ind igen. Jeg tænkte, at et forsøg i modvinden kunne være godt, for hvis feltet tøvede, så kunne man hurtigt øge.

Så da vi ramte de små veje lå jeg lidt langt tilbage. 2 ryttere var kørt væk, og de fik rigtigt nok hul. Den ene kunne jeg se var Martin Mølgaard Ravn (Odense CK). Jeg kom bagfra og havde et godt udsyn til angreb og derfor angreb jeg, men lige i det jeg ramte fronten havde Kim Aabjerg (Herning CK) angrebet og jeg slap trådet lidt, og gik ind på hans hjul. Jeg kiggede hurtigt bagud og vi havde fået et hul. Bagved var der et par ryttere på vej op, men feltet var vist gået i stå. Jeg overtog føringen efter Kim og vi fik hurtigt lukket og bagved kom der en rytter op. Jeg kunne hurtigt se, at vi var Martin Mølgaard Ravn, Jacques Stilling (Randers CK), Kim Aabjerg (Herning CK), Anders Weuge (FBL) og undertegnede. Bagved var Gustav Lorenzen (Ceramicspeed Herning CK Elite) på vej op. Jeg tog en kort hård føring og håbede på, at de andre ville gøre det samme, men desværre kom han op.

Det var ikke fordi, det normalt ville gøre noget. Men han blev 4’er dagen før, og var en direkte trussel for både Lukas og Joshua. Jeg sagde til de andre, at jeg ikke kunne føre når han var med. Det gav lidt sure miner. Jeg kørte ned bagved og tænkte over hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg sidde på dæk i 65 kilometer, og vinde på den måde? Nej, det kunne jeg sgu ikke få mig selv til. Jeg kendte også både Ravn, Stilling og Aabjerg nok til at de ikke ville lade det ske. De ville bare begynde at angribe mig på skift, og nægte at samarbejde med mig i fremtiden – og vi får mange løb imod hinanden de næste mange år. Jeg besluttede mig, at jeg ville føre med rundt, men kun med minimal indsats, og hvis nogle af de andre begyndte, at springe føringer over, så ville jeg gøre det samme uden tøven.

Her fra gik det ellers fint. Der var ingen der sad over, og jeg sad og havde godt med overskud. Lige pludselig viste min Wahoo, at mit DI2 havde lav strøm. Det tænkte jeg ikke yderligere over, da det normalt betyder at der er flere timers batteri tilbage.

Dødsføringer og defekt

Lige inden vi ramte sidevinden på 4. omgang råbte Gustav Lorenzen pludselig, at vi altså skulle have tempoet op! Der var en større gruppe på vej op. Vi skulle have knækket dem, så derfor begyndte vi at køre nogle temmelig hårde føringer! Det var perfekt for mig, for rå watt i medvinden er afgørende for hvor nemt det er. Kim Aabjerg fortalte også lige, at han led ret meget, med sin lavere vægt, og mindre rå watt. Jeg havde det selv hårdt, men stadig indenfor min komfort zone.

Da vi kørte ud på 5. – og sidste – omgang var gruppen bagved ude af syne. Vi var nu 6 mand der skulle køre finale. Og med 20 kilometer igen skete der bare det, som der ikke måtte ske. Mit Di2 holdt op med at virke. Havde jeg bare sat i 54-13 eller sådan noget, så havde jeg overlevet det, men jeg sad i 54-18. Det betød at så snart farten ramte de 42-45 km/t, så løb jeg bare tør for gear og måtte tråde 130 i kadence for at være med. Jeg klikkede desperat flere gange. Kunne jeg bare lige få 2 klik ud af den, så var der muligheder, men lige nu ville jeg nok blive sat i medvinden, specielt hvis de angreb.

Jeg gik direkte ind på hjul, og de andre brokkede sig. Til sidst måtte jeg fortælle dem, at jeg ikke kunne skifte gear. Den info ville jeg gerne have holdt hemmelig, for jeg vidste, at nu var jeg et nemt “offer” i finalen. Omvendt, så skulle jeg også sige det, for ellers kunne også finde på at angribe i trods, og så ville jeg jo alligevel blive sat. Jo længere ind mod mål jeg kunne komme jo bedre. En 6. plads var bedre end at blive hentet af feltet, trods alt.

Jeg prøvede at tage de føringer jeg kunne, når farten var lav, eller ud af sving og så videre, men det var ret udueligt. Jeg klikkede igen desperat på skifteren, men der var ingen liv.

Da vi ramte medvinden lå jeg og hamrede med 120 i kadence, blot for at holde hjul. Med 7-8 kilometer tilbage kom det første angreb så. Jeg spollede benene så hurtigt jeg kunne, og følte mig som en U15-rytter. Jeg fik lige fanget slipstrømmen fra gruppen og fik mig kørt tilbage 4-5 gange. Det var frustrerende, for jeg kunne jo ikke engang prøve at liste mig afsted, i et kontraangreb. Bare at holde 40-42 km/t var svært.

Til sidst slap mit held op. De angreb så hårdt og over lang tid, at jeg mistede hjulet. Nu var jeg overladt til mig selv. Jeg prøvede at være så aerodynamisk som muligt, men det var svært når jeg skulle kørte 120-130 i kadence, blot for at holde farten oppe. Det var ganske enkelt håbløst. Mens fronten sejlede væk, kun jeg spotte en større gruppe længere bagved mig. Jeg lå og kørte 40-42 km/t mens de sikkert på på den anden side af 50 km/t. Jeg tænkte, at jeg måtte holde på, for jo senere de fangede mig, jo bedre. Spurten gik op af med 1-2 % og let modvind. Der var muligheder for point, hvis jeg kunne komme med hjem. De fangede mig med cirka 2 kilometer til mål, og jeg fik bidt mig fast. Gruppen var op omkring 16-18 ryttere. Selvom de angreb så fik jeg lige holdt mig på hjulet af dem, og kom med ind til spurten. Herfra kørte jeg den ledeste kadencespurt, og blev trods alt 9’er i gruppens spurt og sikrede med en 14. plads og point på kontoen.

Det var dog svært ikke at være bitter. Jeg var rasende på mig selv, og over, at jeg kunne lave en så tåbelig fejl. Og det var nok ekstra bittert, at de skete i lige netop det her løb, og jeg sad med gode ben. Jeg følte lidt, at jeg havde snydt mig selv for en sejr. Eller i hvert fald snydt mig selv for muligheden, for at få en sejr.

Hvad der også var surt var, at Lukas ikke havde ramt den gruppe der fangede mig, så hans klassement var væk. Joshua havde ramt det, men spurter er ikke hans stærke side, så han sluttede også lidt nede på listen, og var pludselig langt fra en samlet sejr. Nu gik jagten på at finde en oplader, og heldigvis havde Søren Vosgerau fra Team JS.dk, en jeg kunne låne! Jeg kiggede fremad mod Randers.

Løbet blev vunder af Anders Weuge, foran Kim Aabjerg og Gustav Lorenzen.

Resultater: https://www.sportstiming.dk/event/11701/app/results?round=61155
Strava-data: https://www.strava.com/activities/9156848453/overview
Race video: https://www.youtube.com/watch?v=8JN5Y8u6Kz8

RANDERS

Jeg vågnede op og var kampklar. Jeg var indebrændt, og jeg var tændt på at køre væddeløb.

Da vi, i Give, ikke rigtig havde noget klassement, at køre for, var det alle for sig selv. Jeg havde lidt et mål om at køre passivt de første par omgange, og ligesom afvente til når folk begyndte at blive trætte. Den værste bakke for mig, var bakken kort for mål, men den var der modvind på, så det var perfekt. Det ville klart gøre den nemmere for mig.

Jeg fik opvarmet en 20 minutters tid, og gik i startboksen. Jeg endte nok lidt langt tilbage i starten, og med sidevind de første 2,5 kilometer kunne det bliver hårdt nok. Ud af boksen blev der da også kørt stærkt, og feltet var strukket godt ud. Jeg gik ikke i panik, men holdt bare mit hjul, og vidste at den nok skulle gå i stå. Og kort tid senere var det hele samlet igen. Jeg fik kørt mig frem, og holdt mig ellers bare der hele første omgang, uden at gå med i noget. Der var lige ét moment på toppen af bakken før mål hvor der var lidt sidevind, hvor jeg lige prøvede et lille skud, men det var kun lige en tester. Hvor meget vind var der? Ikke nok, åbenbart.

Op i røven på A-klassen!

Da vi kørte ud på 2. omgang kunne vi pludselig se A-klassens kortege ude foran. “Åh nej, det er en af de dage!” tænkte jeg. Med det mente jeg, at A-klassen startede forholdsvis blød ud, og så ville øge farten efter nogen tid. Hvis B-klassen blev fanget i kortegen eller skulle lave forbi-kørsel, så kunne det ende med kaos. Et potentiel udbrud kunne blive lukket ned, alene ved at A-klassen trak B-feltet med sig.

Og rigtig nok så ramte vi deres kortege, og vi begyndte nu at køre cykelløb mellem følgebiler, og A-ryttere der var på vej tilbage efter defekter. Det var i min verden livsfarligt, hvilket jeg også gjorde klart over for de andre ryttere, og spurgte om vi ikke bare lige skulle holde igen i 2-3 minutter? Men ingen følte åbenbart enighed, for der var konstante angreb, og jeg kunne mærke, at det her havde jeg faktisk ikke lyst til.

Efter at have lagt og kørt yoyo-cykelløb i over 1 omgang, var jeg tæt på at stå af. Vi var ude på vores 3. omgang og der var kaos. Der var flere gange, hvor jeg synes der var ganske tæt på styrt. Og pludselig slap 2 ryttere væk. Det var Asger Paaske Frederiksen (Kolding BC) og Oscar Aakvist Andersen (Rapha CC). De skal ikke væk fordi vi andre blev fanget bag bilerne, skal der lige siges. De kørte væk på styrke.

På slutningen af 3. omgang rykkede jeg hårdt efter bakken, og prøvede at komme op til dem, men blev lukket ned, da B’s førerbil lå ved siden af en A-servicebil og blokerede vejen. Både Asger og Oscar var endt foran bilen. Jeg var virkelig irriteret! Ikke på dem ude foran, men over hele situationen. Kommisærererne burde havde hold B-feltet tilbage, synes jeg, så snart vi ramte A-feltet.

Da A-feltet begyndte at øge farten igen, slap vi dem, og en rytter fra B prøvede vist at rykke op for at få fat i kortegen! Jeg brugte en tændstik bare på at lukke ham! Det pis gad jeg ikke. Han blev lukket og feltet gik lidt i stå. I alt det her kaos var Lukas røget af feltet.

Hele 4. omgang fulgte jeg bare andre hjul. Jeg var lidt der, hvor jeg var ligeglad om vi fangede de to ude foran, lige nu. Jeg ville bare ikke op og køre løb i kortegen igen.

Ud og hænge til tørre, igen og igen!

På 5. omgang begyndte jeg igen at få lyst til at køre cykelløb. Vi havde fået tider på de to i front – 1:45 minutter. Jeg troede ikke helt på, at vi ville fange dem igen, uanset om de stadig lå i kortegen eller ej. Efter en lang nedkørsel ramte vi et fladere stykke. Jeg angreb og fik hul. Feltet stod stille og jeg kom til at ligge ude foran selv. Jeg holdt kæden stram, for jeg ville gerne langt op af den næste bakke som muligt, og så ville det være fint hvis der kom en lille gruppe op til mig. Havde jeg ikke stort nok hul ville feltet nok lukke mig.

Heldigvis så jeg en duo komme bagfra kort tid før jeg ramte toppen. Det var cuppens førertrøje Gustav Lorenzen og Joshua på hjul! Det var nærmest perfekt. Indtil min egen klubkammerat satte mig! Da de kom op, gled jeg ned bag begge for at få lidt læ. Der var kort til toppen, og jeg ville lige hive lidt luft ind. Desværre gik Joshua frem i samme moment og øgede farten, så jeg ikke kunne sidde med! Jeg tænker ikke, at han gjorde det bevidst, men blot var for ivrig, men jeg blev temmelig irriteret. Feltet var et godt stykke bagude og havde han slækket farten lidt, så kunne jeg have hjulpet dem på nedkørslen. I stedet røg jeg tilbage i feltet og sidde, mens de blev hentet 3-4 kilometer senere. Jeg lavede et angreb hvor jeg faktisk var lidt for overtændt, og snittede lige Kristoffer Davey Dalsgaards (Vejle CK) styr. Jeg gav ham en undskyldning lige efter. Da jeg angreb var der plads, men hullet var ikke stort nok da feltet rykkede lidt mod venstre. Det var dumt og unødvendigt og heldigvis gik det ikke galt.

Jeg var dog stadig i angrebshumør. Og omgangen efter angreb jeg nøjagtigt samme sted, som omgangen før, og igen fik jeg hullet. Denne gang opstod hullet dog hurtigere, og jeg slappede derfor lidt mere af og ventede med at gå all out før bakken, hvor jeg sidste omgang var blevet hentet. På toppen kunne jeg ikke se feltet mere og jeg fortsatte.

Jeg vidste ikke rigtig hvad min plan var. Det var nok umuligt, at hente dem i front. Og der var vel stadig omkring 35 kilometer hjem. Det var nok ret svært at holde. Jeg var dog ret ligeglad. Nu sad jeg herude, og den kunne lige så godt få et skud. Det ville jo også være lidt blæret, og køre så længe solo for en 3. plads. Jeg fandt ind i en god rytme på omkring 380-400w og lidt mindre på nedkørslerne. Jeg kiggede flere gang tilbage, men kunne ikke se feltet. Kunne det holde?

Svaret var; nej. Jeg nåede knap 1,5 omgang solo før feltet fangede mig på vej op af rutens sidste bakke. Der stod “Cykel Tossen” og heppede. Det gav en fed video, men lige i momentet fik jeg faktisk et lille chok, haha.

Da feltet fangede mig gik de igen i stå. Joshua var væk. Jeg spurgte sarkastisk, om de havde glemt at der var 2 ude foran, så der var jo ingen grund til at gå i stå. Kunne de jage mig, kunne de vel også jage dem? Sandheden var nok, at jeg selv var ved at være godt træt. Løbet havde været ret hektisk og jeg havde ikke fået energi nok ind. Og det kunne mærkes. Vi manglede blot 2 omgange nu, og jeg havde besluttet mig for, at jeg ikke ville tage flere føringer nu. Jeg havde én chance og det var på sidste omgang. Der ville jeg prøve, om jeg kunne rive det i stykker og komme hjem med en lille gruppe. Det var begyndt at handle om bare at få point.

Midt vejs på 2. sidste omgang slap der en gruppe væk. Jeg tror de var en 5 ryttere. Jeg genkendte Jan Tønnesen (Frederikshøj) og Gustav Lorenzen. Resten kunne jeg ikke genkende på afstand. Jeg havde ikke overskud til at prøve på at få med, og skulle samle alle kræfter til mit angreb på sidste omgang.

Finalen. Oversatser og bliver straffet

Da vi kørte ud på sidste omgang var Tim Hansen (Esbjerg CR) også kørt væk. Der var lidt angreb i sidevinden der strakte feltet ud. Jeg sad fint og ventede bare på at det skulle gå i stå. Og så angreb jeg. Jeg fyrede den af igennem et teknisk by-stykke, og ud i noget med-sidevind. Her hamrede jeg igennem. Og kiggede bagud og feltet var helt strukket ud og der var huller. Jeg ville satse lidt på nedkørslen, men samtidig få luft og så hamre videre på det flade stykke efter nedkørslen. Kunne jeg rive en lille gruppe løs, så var det fint.

Sådan skulle det dog ikke gå. I bunden af nedkørslen hentede jeg Tim Hansen. Jeg skulle tage en beslutning på et splitsekund. Enten skulle jeg gå på hjul af ham, men det gik langsommere end min fart, og så kunne hele mit angreb være værdiløst. Ellers kunne jeg tage chancen og gå forbi ham, og satse på at jeg kunne bremse ned inden svinget i bunden. Jeg valgte den sidste mulighed, og jeg troede det var et godt sats… lige indtil jeg skulle bremse. Begge hjul skred ud. Jeg kunne nu vælge at holde bremsen inde og vente på at cyklen skred væk, eller jeg kunne slippe bremsen så cyklen ville rette op, men så ville jeg ikke kunne nå ned i fart før svinget startede, og så ville jeg ryge ud i en mark. Nu var det jo ikke fordi jeg kunne nå at have en decideret overvejelse omkring det. Instinktet tog bare over, og det valgte en tur i marken.

Jeg holdt mig heldigvis på cyklen, og endnu vigtigere så var der ikke andre der røg ned på grund af min fejlbedømmelse. Jeg kunne nu bare stå i marken, vinke til feltet, og føle mig ufattelig dum. Jeg fik cyklen på asfalt igen og rullede bare til mål nu. Da jeg først lå alene mærkede jeg pludselig hvor tømt kroppen var. Jeg var på grænsen til at være sukkerkold. Jeg havde kørt et hårdt løb, uden at få noget som helst ud af kræfterne. Jeg var dog faktisk tilfreds med min præstation. Det er svært at forklare, men jeg følte faktisk at jeg havde taget nærmest alle muligheder som ruten bød på, men med 1200 højdemeter på 106 kilometer, var der faktisk flere højdemeter per kilometer, sammenlignet med Horsens. Jeg havde bare manglet held og timing. Og så var jeg bare ikke stærkt nok på dagen, på sådan en rute.

Vinder blev Oscar Aakvist Andersen foran Asger Paaske Frederiksen. I sidste ende Gustav Lorenzen faktisk tæt på dem, med blot 20 sekunder op.

Efter løbet fik Michelle skubbet en masse mad i hovedet på mig, og jeg blev langsomt et menneske igen. Jeg var glad for endelig at være i nærheden af en finale igen i Herning, efter at have haft en del fejlskud, men stadig træt af, ikke at kunne få lov til at afslutte det – eller have muligheden for det, om ikke andet.

Resultater: https://www.sportstiming.dk/event/11702/app/results?round=61177
Strava-data: https://www.strava.com/activities/9164159966/overview
Race video: https://www.youtube.com/watch?v=v8zf6wofjRk

I weekenden står den på enkeltstart i Nakskov. Et løb hvor jeg faktisk bare vil være glad, hvis jeg når podiet!