Månedens sidste løb, og så endda på min fødselsdag.
Hvem fanden står frivilligt op kl. 05.00 en søndag morgen, for at køre 2 timer til Randers, og cykle i cirka 3 timer på en rute der alligevel ikke passer en.
Ja, svaret er jo mig, og det er vel i sig selv ganske tåbeligt. Men formen går stadig den rigtige vej, og løbskilometerne gør at det begynder at føles nemmere og nemmere at køre med i feltet. Derfor er løbet vigtigt set fra et træningsmæssigt synspunkt.
Sidste år blev jeg 3’er i D-klassen, hvor jeg kom med i et 3-mands udbrud, men måtte kapitulere på løbets sidste bakke, og kæmpe mig alene til mål – de mest paniske 4-5 kilometer jeg til dato har kørt. 🙂
Ruten i år er kortet ned med 3 kilomter pr. omgang, men nu hvor jeg kører C, så er distancen alligevel noget højere, så selve rutebeskærelsen kan man ikke rigtig bruge til noget.
Del lader ikke til at ruten er blevet fladere, hvilket jo ikke ligefrem taler til min fordel. Alligevel blev jeg overrasket over at der ikke var flere højdemeter pr. omgang. Jeg husker ruten som ret hård, men måske var det også det kolde vejr sidste år, samt det at ligge i udbrud.
Jeg går ikke til dette løb, og forventer at køre med om point, men jeg vil stadig gerne kæmpe mig ind i den bedste halvdel af de startende. Det bør være realistisk, synes jeg. Ret taktisk bliver jeg nok nødt til at gemme mig mest muligt, og prøve at sidde rigtigt på nøgletidspunkterne.