**DENNE BLOG ER TIDLIGERE UDGIVET PÅ ALTOMCYKLING.DK OG NU KOPIERET OVER PÅ EGEN SIDE HER**

Nu er sæsonen lige rundt om hjørnet, og selvom jeg var lidt ked af det, så blev det i starten af uge 11 tid til at hive den udenfor. Med under 2 uger til sæsonstart, så måtte jeg have en vis tilvænningsperiode på den, så jeg ikke stod i Rødekro med en spritny cykel som jeg slet ikke vidste hvordan de ville reagere. Her er et lille indblik på hvad jeg i 2018 skal køre på, og hvordan mit “first ride” gik!

AF JEPPE TOLBØLL | FOTO JEPPE TOLBØLL

Canyon CF SLX 8.0 DI2 Ultegra

Krank & wattmåler

Jeg traf allerede tidligt en beslutning om en udskiftning af kranksættet. Det er jeg egentlig lidt ked af, da det nye Ultegra-kranksæt ser supersprødt ud, og faktisk passer godt til cyklen. MEN (og det er et meget vigtigt men) så var der 2 ting som ikke passede ind. Jeg har i rigtig mange år kørt med Q-rings fra Rotor, hvilket jeg ikke hart tænkt mig at lave om på, da jeg siden skiftet til de ovale Q-rings ikke har oplevet ømme knæ mere. Samtidig så ville jeg også skulle ud og investere i ny wattmåler hvis jeg beholdt Ultegra-kranksættet, og det er heller ikke lige så interessant, da jeg har et velfungerende og pålidelig et, fra Power2max. Samtidig kom den som standard med 52/36 foran hvilket heller ikke levede op til mine krav. Jeg kører 53/39 foran, mens den får 11/28 bagpå. #storekøller

Cockpit (styr & frempind)

Cyklen kommer med integreret styr og frempind, som er Canyons eget kaldet H11 Aerocockpit CF. Som noget nyt i år, prøver jeg at køre med 42 cm bredde styr, fremfor 44 cm jeg normalt har kørt med. Det var dog ikke et bevidst valg, men først noget jeg opdagede efter jeg havde fået cyklen med hjem! Dog føles det “rigtigt” at køre med, og der har ikke været nogle adoptionsvanskeligheder. I følge Canyon spares der 5,5w modsat et standardstyr. Samtidig kører jeg med Canyons egen Garmin-outfront.

Gear

Cyklen er bygget op med Ultegra R8050-serien, og den er efter min mening voldsom flot! Den skifter hårdt og kontant, hvilket jeg virkelig godt kan lide. Det minder mig om den tid hvor jeg kørte med SRAM Red, på den nu knækkede Cérvelo. Det var tilsvarende hårdt og kontant, og der er en underlig tilfredsstillelse ved at høre det kontante “klonk” hver gang den skifter!

Saddel

Sadlen er en Fizik Arione R5. De sidste par år, har jeg kørt med Specialized Toupe-saddel, men sidste år var det lidt om om at min røv blev mere og mere utilfreds med sadlen. Det er egentlig meget underligt, da den før var ganske god!

På Canyonen fulgte der så en Fizik Arione R5-saddel med, og jeg besluttede mig at give den et skud, og selvom en uge måske ikke er alverden, så har jeg ikke oplevet nogle gener med dem, og for første gang i rigtig lang tid, har jeg ikke haft ondt i over en uge! Ja, jeg burde nok have skiftet saddel noget før! 🙂

Hjulsæt

Sidst, men ikke mindst, så fulgte der også et sæt hjul med, nemlig Reynold Strike SLG Carbon Clincher. Min umiddelbare vurdering er, at de er stive, og hjælper mig til at få et rigtig godt antrit. Jeg havde faktisk mine fordomme omkring Reynolds inden, men de er blevet gjort til skamme. De ruller godt. Jeg kommer dog også til at køre på mine Black Inc Eighty’s i nogle løb, alt efter hvilket terræn ruten byder på, det er jo totalt luksus at have noget at vælge imellem. 

Position

Siden ovenstående billede blev taget, har jeg tweaket lidt med opsætning, bl.a. saddelhøjde, vinkling af saddel og rykket den frem og tilbage indtil det føltes godt! Samtidig har jeg sat styret så langt ned som det nuværende setup tillader, men den kan dog komme endnu længere ned, men derfra mangler jeg en anden slags spacer fra Canyon, som skulle være på vej.

På torsdag skal jeg bikefittes, så der bliver der måske yderlige justeret, mon ikke? Det bliver i øvrigt Cyclo Position der fitter mig, det kommer der også en artikel om. 

CYKLENS VÆGT PÅ BILLEDET ER: 7,8 kilo, målt med min badevægt. Det er egentlig ganske okay for en cykel i størrelse XL.

First ride!

En hurtig cykel

Så kom turen hvor cyklen skulle have sine første meter på landevejen! Min allerførste var faktisk, at den da var lige lovlig levende. Der gik dog ikke længe før jeg havde fået en fornuftig føling med den, og dagens første interval skulle skydes af. 1 minut med fuld smadder, for ligesom at se hvad den egentlig kunne. Hold nu fast den var responsiv i antrittet. Min gode kammerat Carsten, som samtidig er min mekaniker forsvandt lynhurtigt væk på sin noget tungere vintercykel.

Herefter gik turen med at komme af og på cyklen igen, for at lave små justeringer. Sadlen skulle lidt op. Nej, den skulle vist ned igen, og så videre. En ting var dog sikkert, den var hurtig.

Den mest frustrende punktering, nogensinde

Hele dagen gik sådan set ret ubesværet, lige indtil der manglede sølle 5 kilometer, og ca. 10 minutter af dagens 4 timers tur. Forinden havde jeg sat Carsten af hjemme, og ville tage den sidste time, plus det løse, selv.

Pssst, punktering på forhjulet! Øv, men okay, jeg var selvfølgelig også lige overmodig nok ved at trille ud på de medfølgende Continental Force/Attack-dæk der sad på ved levering. En punktering tager dog normalt kun lige 5 minutter og så er man ellers på farten igen… troede jeg.

For efter jeg med lidt besvær havde fået dækket af, med ét knækket dækjern til følge, fundet den lille sten der skyldtes punkteringen, og skiftet slange, så skulle jeg jo have dækket på igen, og det endte som nedenstående billede vist bedst beskriver… ja det endte faktisk slet ikke, jeg kunne fandme ikke få lortet på hjulet. 

Jeg ved godt jeg ikke er verdens mest fingrenemme gut, og mine mekaniker-skills rækker vel til at kunne skifte pedaler og flaskeholdere, og måske smide nyt styrbånd på (på en god dag), men så jeg følte mig godt nok mere dum end normalt! Hvorfor ville det ikke på? Nå, af med dækket igen, og prøve forfra! Igen, samme resultat.

Jeg var efterhånden ved at blive utålmodig. Kulden var ved at trænge igennem det meste af mit tøj, og jeg var rådvild. Nå, så måtte jeg bruge mine dækjern, og håbe at jeg ikke nappede slangen. Knæk og knæk, og så var 2 dækjern yderligere ødelagt. Satans! For helvede et lortehjul, med lortedæk!

Heldigvis fandtes der gode råd… 

Jeg smider lortet af helvede til hvis jeg ikke dør af kulde inden! Der var ikke andet, at gøre end at sluge stoltheden og ringe til Carsten og høre om han ikke lige kunne droppe middagsluren inden han skulle på natarbejde, og komme og hente mig. Det kunne han heldigvis godt.

Da jeg kom hjem gik jeg i gang med at researche. Ellers jeg lavede et opslag på Instagram/Facebook, det må vel næsten være det samme, ikke? Her kom der hurtigt svar, og det viste sig, som mange nok allerede havde gættet, at fejlen lå hos mig og ikke hos hverken hjulsæt eller dæk.

Både Bo og Rune beskriver hvordan dækket skal ligge for at kunne nå rundt, og Carsten Læsoe, fra Ridley-Briancon, sendte mig et link på en video fra Global Cycling Network, som udpenslede det 100 % – uden videoen havde jeg nok ikke fattet hvad hverken Bo eller Rune mente!

Herefter pillede jeg dækket af og påsatte det igen et par gange, for lige at få tricket ind i fingerne, og måtte så gå skamfuld op og skrive på Facebook, at jeg var en kegle! 🙂

Klar til sæsonstart!

Nu skal jeg blot bruge tiden på at lære cyklen at kende før sæsonåbneren i Rødekro d. 25. marts! Det bliver hylt!