Jeg er sgu ikke den mest romantiske mand. Det erkender jeg blank. I dag har jeg 7 års bryllupsdag. De seneste 2 år har jeg ikke holdt bryllupsdag med min kone. Og i år sidder jeg på arbejde, og har først fri kl. 8 i morgen tidlig. For 2 år siden kom jeg, via skidt planlægning, til at planlægge end fodboldtur med gutterne til Hamborg for at se Danmark-Brasilien, og sidste år var der pinseløb, som hun modvilligt sendte mig afsted til, mens hun lå syg derhjemme. Og det er nok ikke helt fair. Men livet som cykelrytter-kone (selv på amatør-niveau) er ikke altid fair. Det kræver ofre, og når man som cykelrytter lidt for tit ikke kan se ud over sin egen træning og egne løb, så er det tit konerne (og kærester, for dem som ikke er gift) der må tage det største ofre. Og det kræver nok sin dame at gide det år efter år. Michelle har dog klaret det ret fantastisk, synes jeg. Da jeg mødte Michelle, for ca. 10 år siden, havde jeg ikke cyklet i 2-3 år, og var samtidig blevet relativ stor via styrketræning, og via et solidt indtag af gode madvarer og et par solide byture et par gange i måneden.Efter jeg mødte Michelle droppede jeg at styrketræne (ikke hendes skyld, men bare manglende lyst), og stoppede faktisk med alt motion, mens kostvanerne forblev de samme. Det gjorde at jeg ret hurtig ramte en vægt på 120 kilo, inden at jeg for alvor fandt ud af at jeg var blevet en ret tyk dreng. For ca. 6 år siden (efter vores bryllup) begyndte jeg at snakke om at det da kunne være fedt at begynde på at cykle igen! At der så gik yderligere 2 år før jeg satte mig op på den, ja det er en anden sag. Jeg fik smidt ca. 8-10 kilo før jeg endelig hoppede på cyklen. Da jeg startede med at træne med motionisterne i Haderslev 2-3 gange i ugen var hun altid parat med pleje, når jeg kom hjem efter 40-60 kilometer med 27 km/t – for jeg var helt færdig. Måtte gå tidlig i seng i hverdagen, og sove en middagslur efter lørdagsturene. I sensommeren 2011 skulle jeg deltage i et cykelløb… Uh, den berømte (som ingen kender) Oksbøl Holdmatch, som jeg blev lokket med. Needles to say, det var hårdt, men her fik jeg for alvor lidt konkurrence ind under huden igen, og jeg var blevet rykket op på a-holdet for klubbens motionister. Den snus af konkurrence, fik mig til at lave den udmelding, at nu ville jeg cykle licens igen! Og selvom Michelle ikke anede hvad det skulle indebære, så støttede hun op om projektet. Også at vinteren også pludselig skulle bruges på at træne.Da vi ramte slut-februar 2012 havde vi en snak om det der med dyre racercykler, og jeg forklarede hende at en carbonracer, altså var bedre end en 10 år gammel alu-racer, som jeg kørte rundt på.Samtidig forklarede jeg at jeg havde fået nys om at Ribe Cykellager havde en brugt Cervélo stående til 20.000 kr. Hun lyttede med reel interesse og jeg kunne fornemme at prisen var liiiidt højere end hvad hun forventede en cykel kunne og burde koste. Men efter jeg havde pladret løs om cykelspecifikationer, som hun nok ikke forstod, sagde hun; “Jeg synes du skal ringe til banken, og se om vi ikke kan få en lån så du kan få en ordentlig cykel.” Så selvom hun nok ikke forstod hvorfor det skulle koste så meget, så accepterede hun det. Rent faktisk var det hende der foreslog at “Den cykel ville da se pænere ud med andre dæk?” (Læs: med “dæk” mente hun fælge, men hun var ikke helt med på cykelordene dengang – det er blevet meget bedre nu). Så der blev købt et sæt Zipp 404 og så var jeg sæsonklar. Hele min første sæson i D- og C-klassen fulgte hun med rundt i land og rige for at tage billeder. Efter jeg er røget i B-klassen er træningen samtidig blevet endnu mere i vores hverdag. Det er ikke altid hun synes det er lige fedt, at jeg faktisk skal ud på rammen HVER dag jeg ikke arbejder (arbejder 24-timers vagter hver 5. dag). Men hun accepterer det, og forstår godt hvorfor. Jeg er en heldig mand. Hver gang nogen i familien sætter spørgsmålstegn ved mit pengeforbrug på cykling, mit tidsforbrug, eller manglende præstationer, så er hun der! Hun tager mit parti på den front 99 % af tiden.Uden hendes opbakning ville jeg ikke kunne køre på det niveau jeg gør nu. Og det skal hun have kredit for. Og jeg er alt for dårlig til at vise hende at jeg virkelig sætter pris på det. Men Michelle! Du fortjener kæmpe ros. Jeg elsker dig, og takker dig for dit kæmpe engegement. Jeg kan ikke love dig at det bliver nemmere i den nærmeste fremtid, men omvendt så kører jeg nok heller ikke B-klassen om 4 år! Så træder jeg et niveau ned, er mere hjemme, men det har selvfølgelig ðen bagside, at jo mindre tid jeg bruger på cyklen, jo flere upgrades skal der til. For kan man ikke træde, må man lire! God bryllupsdag, elskede. Du får en gave senere!