**DENNE BLOG ER TIDLIGERE UDGIVET PÅ ALTOMCYKLING.DK OG NU KOPIERET OVER PÅ EGEN SIDE HER**
Forrige søndag blev der afholdt en vaske ægte klassiker, nemlig Bakkeløbet v. Aarhus. En rigtig led rute omkring, med start i Hørning, og ellers med mange af de lede bakker øst over mod Gammel Rye, og hjem over, Brædstrup, Yding og Gedved. AoC stillede til start med 2 ryttere, Jeppe Tolbøll på 120 kilometer-ruten og Torben Bartholin på 80 kilometer-ruten.
AF JEPPE TOLBØLL og TORBEN BARTHOLIN / FOTO Dennis Toft Christensen
120 kilometer-ruten af Jeppe Tolbøll
Det var min første gang i Bakkeløbet. Faktisk havde jeg op til løbet haft rigelig med arbejde, og andre sager at se til, at jeg ikke fik sat mig ned og kigget på ruten én eneste gang. Så da jeg rullede til start anede jeg ikke hvad der egentlig ventede mig. Jovist, jeg vidste, at ruten havde ret mange højdemeter, og jeg kendte mange af de bakker vi endte med at køre på, men hver gang var det en “Hey, den har jeg kørt før i licensløb! Den er sgu da led!”
[perfectpullquote align=”full” bordertop=”false” cite=”” link=”” color=”” class=”” size=””]”- efter en lille time kunne jeg se ned på min Garmin, og konstatere, at den første time havde været lige så hård for mig, som de fleste B-løb”[/perfectpullquote]
Jeg ramte første startgruppe, som så fornemt blev kaldt “Elite/Semi Prof”, og kiggede man rundt fandt man da også en del kendte ansigter, både af dem som kørte med licensplader til dagligt, men også folk der havde haft licens før i tiden, og en håndfuld møg-stærke motionister, som nok sagtens kunne køre de fleste veteranklasser halvt over!
Farten blev ret hurtigt skruet op, og der var en del små angreb. Efter små 10 kilometer ramte vi byen Mesing, og på vej ud af den, syntes jeg, at der var et lille moment til angreb og jeg stak. Jeg fornemmer godt at jeg får hul, hvor jeg har en rytter med mig. Pludselig hører jeg en masse råben bagved! Hvad er nu det? Jeg kiggede bagud, og opdager til min rædsel at hele feltet er drejet til højre! Jeg havde sgu overset et skilt. Jeg fik vendt cyklen og havde nu lige en 50 meter der skulle lukkes til feltet. Grunden til at jeg overså skiltet var vist en bil der holdt lidt tæt på hjørnet. Der var flere der sagde de ikke havde set det, før feltet drejede, og de blot fulgte med.
Hullet blev lukket, og nu gik den over stok og sten. En masse små angreb, hvor jeg selv var ret aktiv, og efter en lille time kunne jeg se ned på min Garmin, og konstatere, at den første time havde været lige så hård for mig, som de fleste B-løb. Og umiddelbart sad der stadig 40 mand i feltet. De er stærke, de danske motionister!
Genkendelsens glæde… eller…
Den første slemme bakke for mit vedkommende kom efter 32 kilometer. Der ramte vi Sdr. Vissing-bakken, som jeg kendte fra Brædstrup-licensruten! Sidste år i B-klassen blev jeg sat første gang vi skulle op af den. Så der var en vis frygt. Dog blev den kørt rimelig jævnt, og på toppen var der endda kræfter til et angreb. Jeg gik rigtig hårdt til den, for jeg havde en forstilling om, at der ikke ville komme bakker lige med det samme igen. Den forstilling var ret naiv!
Feltet fik halet os ind, og jeg sad temmelig meget i rødt felt, da det pludselig gik op for mig, at vi kun var få hundrede meter fra Smedebakken! Også kendt fra Brædstrup-ruten, bare fra dengang hvor den blev kørt omvendt. Og den var jeg også blevet sat på før!
Hvor Sdr. Vissing-bakken var overkommelig var Smedebakken lige så elendig og træls som jeg huskede den, og allerede halvvejs på den, var jeg ikke engang overbevist om at jeg kunne få røven med over – der var virkelig krise, og alle alarmer kørte. På toppen så jeg en gruppe slippe afsted, med blandt andre Jes Steengaard, Rasmus Fjordside og brødrene Broge, Niels Lau og Rolf. Jeg var for langt tilbage til at kunne køre med, og havde da overhovedet heller ikke benene!
Selvom farten stadig var høj, så gjorde udbruddet at de mange angreb nu forsvandt. Jeg holdt mig nu godt nede bagved, da jeg lige skulle bruge noget tid på at komme mig.
Jeg må faktisk erkende, at jeg nok havde været for aktiv de første 90 minutter, og jeg nu var for mærket. Folk faldt stille og rolig af bagfra, og efter 60 kilometer gik det op for mig, at vi var i nærheden af Yding Skovhøj! Fy for helvede da, hvor var der mange lede bakker, og vi var blot halvvejs i løbet! Over Yding gik det nogenlunde. Jeg var naturligvis presset, men flere var nok mere mærket end jeg var. I hvert fald faldt der en lille håndfuld ryttere fra efter den.
Herefter gik det bedre, men jeg havde ikke rigtig en ide om hvor mange der var ude foran. Mit bud var en 5-6 stykker. Så nu skulle jeg egentlig bare have træning ud af det, og med feltet hjem. Så jeg gik op og hjalp lidt med føringsarbejdet. Dog trak jeg mig igen, da jeg var mere mærket end først antaget.
Den sidste forhindring ventede nu. Bjergvej! Og jeg led som et svin på den… som altid. På toppen var jeg næsten ved at falde af! Det kostede dog for en del af feltet, og jeg skyder på at vi 20 mand tilbage. Jeg havde måske 1-2 skud tilbage til et angreb. Med 6-7 kilometer tilbage angreb jeg, og fik et hul. Jeg kom på en nedkørsel ned mod et 90 graders højresving. Jeg kom egentlig rundt med god fart, og følte jeg havde kontrol, men pludselig ramte jeg en sten (eller noget) og forhjulet gav et lille hop, og jeg mistede en smule balance, hvilket gjorde, at jeg ganske enkelt overskød svinget!
Ud i rabatten med fulde drøn, men jeg reddede den uden at styrte. Da jeg fik cyklen tilbage på vejen, var jeg så langt nede i fart, at feltet kom forbi mig, så var det angreb lige som neutraliseret, og jeg havde ikke meget tilbage i stængerne. Jeg havde allerede aftalt med mig selv, at jeg ville trække mig i finalen, da den i min bog var for farlig til vild spurt. Så med 1,5 kilometer igen fik jeg Christian Wilkens på hjul, og ville køre en lang lead-out for ham! Sidste skud med ham på hjul, men da jeg slog ud var der stadig mange på hjul, og jeg slog ud og trillede til mål.
Jeg kom ind som nummer 29, og feltet kørte om 5. pladsen.
Min dom over løbet, var at det var en fantastisk rute, men noget af de mest modbydelige terræn jeg har kørt i. Sammenligner man med mange af de andre store danske motionsløb, så lever Bakkeløbet op til dem i de fleste standarder.
Den eneste hage jeg har på løbet er opløbet. Det er for farligt, synes jeg. Og nogle vil nok sige, at det jo blot er et motionsløb, men når man laver en “Elite/Semi Pro”-klasse så bliver der lagt op til væddeløb, og så bør man sikre deltagerne får en rimelig fornuftig afslutning. Ellers er det et løb, jeg vil se frem til besøge igen på et tidspunkt, dog med en lidt mere fornuftig optakt, hvor jeg lige nærlæser rutekortet! 🙂
Torben Bartholin prøvede kræfter med 85km ruten!
Bakkeløbet er et forholdsvis lokalt løb, det vil sige 20 km på cyklen fra morgenen af, så stod jeg ved startstregen. God opvarmning.
Valget af distance har mange tanker bag, en af mine tanker var at jeg gerne ville være med til at forme et løb, og gerne i front. Og da jeg så at Jeppe Tolbøll skulle køre den lange, tænkte jeg at det var ikke sikkert at det var den distance jeg skulle kigge på. Valget faldt på de 85 km, som passer mig ret godt i forhold til nuværende form.
Da jeg ankom i startområdet, var der en fantastisk energi og atmosfære, fornemmelsen af at de fremmødte var en smugle nervøse var tilstede. Også for undertegnede. Snakken går og vi nærmede os starten, som skulle til at gå. Vi kom i startboksen, og der var begyndt at tegne sig en tendens til at der var en del der stiller op i samme tøj. Jeg tænkte at det betød nok ikke så meget, når der jo var tale om et motionsløb. Jeg blev dog klogere. Cykelmagasinet stillede vel med 8 mand, Trek stillede 8 mand, og så var der en flok fra Silkeborg på 5-7 mand.
Starten gik og der blev kørt stærkt fra starten, så jeg var ret glad for min opvarmning. Den første halve time blev der stukket i øst og vest, der var knald på. Der kom 5 mand afsted, hvor den ene lod sig falde tilbage da han ikke helt troede på det. Det fortrød han senere. Som løbet skred frem blev det mere og mere tydeligt at de 3 fremmødte mandskaber var ok tilfreds med de 4 mand der sad fremme. Dog ville cykelmagasinet gerne have en mand med ud så de kørte mere eller mindre på skift.
Vi var en god flok som det meste af tiden havde et rigtig godt samarbejde. Selvom der blev kørt stærkt kørte folk folk fornuftigt, og skiltningen var også god. Der var dog en enkelt rytter der ikke helt var klar over hvad de hvide stribers formål var, han troede vist der lå en kontrakt til ham ved målgang. Jeg har dog ikke hørt mere til denne nye store danske rytter, og ellers blev der kørt efter færselsreglerne, og på de kritiske steder var der flagposter, hvilket er super fedt, så man bare kan give den gas.
Vi begynder at køre “finale” i feltet med ca. 3 km igen. Her begyndte der igen at være nogle der lige skal se om der var mere tilbage i stængerne, så der blev gået til stålet. Det er en forholdsvis teknisk afslutning med en del sving i et boligkvarter. Selve opløbet, de sidste 150 m, må jeg indrømme, godt kunne virke lidt farlige, og det kunne måske være en fordel at have flyttet det op på vejen. Jeg er godt klar over at der ikke bliver kørt fuld gas af alle mand over stregen, men den flok jeg var med, der blev der kørt fuld gas fra start til slut, hvilket var ret fedt.
Løbet som helhed: det er der kun positivt at sige. Det fungerede bare! Også er der jo vejret – det var der også styr på.
OPLØBET – OPDATERING:
Efter snak med arrangør fik jeg (Jeppe) at vide, at opløbet placering skyldes noget så kedeligt som manglende tilladelse. Arrangørerne bag Bakkeløbet har i flere år forhandlet med myndighederne om at få flyttet opløbet op på en mere sikker lokation, men uden held.
De prøver dog stadig at forhandle videre, da de godt selv kan se, at opløbet er lidt uhensigtsmæssigt.
Så vi kan ikke rigtig kritisere opløbet, når nu arrangøreren gør hvad de kan.
Vi ses i 2019.