En utrolig travl periode på både hjemmefronten og et tætpakket program med cykelløb har jeg ikke fået lavet løbsrapporter. Derfor kommer de nu samlet, og efter en god sæsonstart er det begyndt at knibe med pointhøsten her på det seneste, af forskellige årsager 🙂

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CykelFoto og privat fotograf for MCC

MIDDELFART

Michelle og jeg kom ret tidligt, og vi fik kørt ud på ruten og taget lidt billeder af alle børnene der kørte. Og da vi så kørte ind mod starten blev vi alligevel lidt tidspresset. Jeg skulle naturligvis også lige finde et toilet, og pludselig gik tiden bare rigtig stærkt, og jeg nåede derfor blot 3,5 minuts opvarmning før jeg stod i boksen. Det var dog ikke noget som bekymrede mig, og jeg var ret afslappet omkring det.

Løbet blev sat i gang, og der kom de obligatoriske angreb. Jeg glemte lidt, at jeg, at jeg ikke havde varmet op, og efter blot 1,5 minut havde jeg ramt dagens højste peakwatt, da jeg angreb. Jeg fik hurtigt Asger Røjbæk Sørensen, Bornholms CC og en Amager CR-rytter med og der opstod hurtigt hul. Jeg når tørt at konstatere, over for de andre at “Det var da hurtigt der kom hul!” inden jeg havde jinxet det, og der blev angrebet i feltet igen, og de lukkede os.

Herfra begyndte jeg at forberede mig på grusvejen, som ville komme ved 6,2 kilometer. Det var her man nok kunne afgøre det meste i dag, da vinden ikke rigtig var stærk nok, til at lave ballade. Det var lidt angreb hist og her, men det virkede som om, at alle ventede til gruset… eller i hvert fald positionskampen indtil grusstykket. Og rigtigt nok så tog farten til, da vi nærmede os. Jeg havde ikke travlt med at komme allerførst ind, da der var let modvind i starten af stykket, så jeg kom nærmest ind som jeg gerne ville i position 4-5.

Thorben Oksen, Vejen BC, angreb fra starten og fik hurtigt et hul. Ham ville jeg ikke nødvendigvis køre ind, da Thorben er en del af Fusion ColoQuick ECT, som er det eSports-hold, som jeg er med på, og er en god fyr. Dog ændrede det hele sig hurtigt, for pludselig syntes jeg, at vi kørte for langsomt, men det gik op for mig, at nogle af de andre bøvlede med det på gruset. Jeg angreb, og passerede Oksen hurtigt. Jeg fornemmede, uden at være sikker, at jeg havde sat en del under pres, og jeg besluttede mig for at holde pres på, indtil grusstykket var slut. Det blev til 1,5 minut med 560w, før jeg kiggede bagud på asfalten. Feltet var splittet i mange grupper og der skulle gøre status, men det hele blev rimelig hurtigt samlet igen. Der var nok røget 4-5 mand af feltet – sikkert en del til punkteringer.

Give CK ryger i udbrud

Mens folk lige skulle have luft ind, rykkede Joshua Bridgens fra Give CK væk med et par stykker, så de nu var 4 ude foran. Der rykkede en rytter mere afsted, og jeg fik råbt til Lukas, der lå fint, at hvis han havde benene så skulle han køre med. Lukas tøvede ikke og rykkede op og så var de 6 i front, med 2 fra Give. Det var en fin situation. Jeg ville naturligvis gerne have været med, men nu var min opgave at lukke alt ned, og køre med i alt, og bare være skide irriterende. Det lykkedes også fint, og vi kørte nu ud på 2. omgang.

Det ville være løgn, hvis jeg sagde, at det var nemt. Faktisk var det dødsyg hårdt, men det var ret tydeligt, at alle sgu havde det ret hårdt. Ude foran holdt de 6 i udbruddet et godt tempo, men de var hele tiden i synes med 15-20 sekunders forspring.

Da vi ramte udbruddet, kom jeg ind som nummer tre i feltet, og var egentlig bare mest klar på at køre med, hvis nogle angreb. Vi var nu tæt på frontgruppen som var knækket i to grupper, med Joshua og Lukas i front, sammen med Kolding BC’s Asger Paaske Frederiksen. Jeg lavede en kort accelleration og fik hentet de tre der var faldet fra udbruddet. Jeg fornemmede, at folk i feltet var på grænsen. Jeg lavede et hårdt ryk, og holdt ellers bare godt fart i cyklen. Jeg ville ikke hente mine holdkammerater ude foran, men jeg ville gerne smadre feltet, så et potentielt samarbejde, for at hente dem i front, ville tage lang tid, at få sat i værks.

På asfalten lod jeg mig glide 4-5 pladser tilbage, og endte sidst i vores lille gruppe, bagved var feltet splittet i mange små grupper. Farten var god i vores gruppe, men intet voldsomt, og jeg sad med godt overskud. Jeg orienterede mig meget på hvordan de andre ryttere så ud, og mange af dem virkede ærlig talt helt døde i blikket. Det havde været et mega hårdt løb den første halve time, uden tvivl, men jeg havde stadig noget i tanken.
Kunne jeg mon lukke hullet selv, hvis jeg rykkede? Det ville være en farlig aktion, hvis jeg endte med at trække 5-6 ryttere med op. Hvad ville være acceptabelt? Jeg tænkte, at hvis jeg fik én enkelt eller to ryttere med, så ville vi stadig sidde 3 ud af 6 – det kunne vi godt leve med. Jeg tog chancen og angreb. Efter lidt tid kiggede jeg bagud for at se hvem jeg havde med. Svaret var ingen! Fedt! Jeg rykkede hårdt hen over en lille bakke, så ingen fik en ide om at springe op til mig. Det var død hårdt, men jeg kom op, uden at få nogen med. Kort tid efter kom Amager CR’s Axel Andersen også op og vi sad nu 5 ryttere i front af løbet, hvor af tre var fra Give CK! Jeg kiggede over på Lukas, gav ham et lille klap på skulderen og smilte til ham!

Bagved var grupperne stadig i mindre grupper af 3-4 ryttere. Vi skulle bare give den gas i fronten, for jo længere tid der gik, før de blev samlet, jo bedre for os!

Hele 3. omgang gik i fuld fart. Axel Andersen sad lidt over i starten, men han var også lige kommet op, og med 60 % af udbruddet, lå den også på os fra Give om at holde gang i gruppen. Lukas brokkede sig lidt til mig, over at Axel sad over, men jeg sagde bare til ham, at det måtte vi eventuelt tage os af senere. Vi skulle ikke begynde at gå i stå, blot fordi én af de andre valgte at sidde over. Jeg havde selv gjort det samme hvis det var mig der sad med tre andre fra samme klub. Jeg tror dog ikke at Axel sparede sig, men han var blot træt efter en imponerende opkørsel til os. Hans opkørsel havde trods alt været længere end min, og jeg vidste hvor meget jeg havde lidt.

Da vi kom hen mod gruset, råbte jeg til de andre, at inde på grusstykket, skulle vi ikke køre for at slagte hinanden, men faktisk holde lidt igen, så alle kom med over. Det var også, så folk kunne vælge de gode spor uden stres over at lave 2 meter hul til resten. Jeg tog selv fronten, og holdt et tempo, hvor jeg tænkte, at alle kunne være med, og det blev dagens nemmeste tur over grusset. På den anden side, da vi ramte asfalten, fandt vi igen ind i et godt rulleskift. Gruppen bagved, var forlængst ude af syne, men vi måtte stadig ikke gå i stå, så vi holdt heldigvis alle et godt tryk i pedalerne og kørte ud på 4. omgang.

Da vi igen ramte gruset, var det som at Asger Paaske Frederiksen, øgede farten lige højt nok. Jeg tog hans hjul og blev der bare. Det var svært, at tyde om det var en egentlig acceleration, eller om han bare ville have fart i gruppen over gruset. I hvert fald rev han gruppen i stykker og jeg var den eneste der hang på ham. Det var også fint nok, for der var 0 % chance for at jeg ville tage en føring før Lukas og Joshua var oppe igen.

Og da vi ramte asfalten, manglede Lukas lige at komme tilbage, og Asger viftede med albuen, om at jeg skulle gå frem. Det gjorde jeg naturligvis ikke, og Lukas kom igen op. Gruppen var igen samlet, og vi kørte igen rundt. Vi var begyndt, at tage lidt af farten af, for hullet var så stort nu, at vi næppe ville blive hentet medmindre, at vi gik helt i stå.

På 5. omgang skete der ikke det store. Jeg snakkede både med Joshua og Lukas. Jeg fortalte dem, at når finalen gik gang, så skulle vores eneste mål være, at få en af os selv afsted. Helt enkelt skulle en af os angribe, og hvis Asger eller Axel kom op, så skulle vi stoppe og lade os hente igen. Vi måtte gå ud fra, at den tilbageværende rytter som ikke var fra Give, skulle lukke med to på hjul, og når det skete, så skulle den næste angribe. Sådan skulle vi bare køre indtil en af os slap væk. Så kunne os der sad tilbage altid køre kontra, når Asger og Axel formentlig havde slidt sig selv op. Vi behøvede ikke rydde podiet for min skyld, men vi skulle have en Give-rytter øverst. Alt andet ville være en fiasko.

Da vi ramte gruset lagde Asger igen an til et angreb. Okay, så var hans fartforøgelse på sidste omgang ikke en tilfældighed. Jeg fik råbt til, at det altså var alt for tidligt, at åbne en finale! Hvis han satte gang i den nu, så ville han 100 % tabe for der var stadig små 30 kilometer til mål, og vi var altså tre mod to. Og de to var nok ikke engang allierede. Vi kunne sagtens have startet finalen, men så var der samtidig også chance for, at vi alle blev hentet. Selvom vi sikkert havde over 2 minutters forspring, så ville alt også gå i stå, hvis vi startede angrebsfesten nu. Jeg tænkte i hvert fald, at Axel var en klog nok gut, til at han ikke ville tage flere føringer hvis vi startede med at angribe som hold, og det ville være vores eneste mulighed hvis Asger angreb os. Heldigvis virkede min lille opsang, og vi kørte grusstykket rimelig jævnt. Vi blev lidt forstyret af en flok U17-ryttere vi overhalede, som ikke rigtig gav plads, og gik direkte på vores hjul – så længe de kunne holde det.

Halvvejs på gruset, kom Axel kørende på den den anden side af vejen, og fik sagt, at der altså var et bedre spor, på den side, hvor han kørte. Jeg skiftede og kørte over bag ham.

Med blot 50 meter tilbage af grusstykket, skete det som man frygtede. Der lød et hurtigt og kraftfuld “psst” og jeg mærkede med det samme fælgen gå på. Jeg fik vist råbt et bandeord. Det var ikke fordi det var slut endnu. Jeg havde i min ene baglomme både Co2-pumpe og Dyna-plugs med. Jeg hoppede af, men fumlede meget med pluggen, men da jeg endelig fik en i, og trak tilbage, fulgte pluggen altså bare med. Det var et seriøst hul i siden af dækket. I en ren panik skød jeg Co2-patronen i, i håb om at det kunne lukke, men væsken røg bare ud til siden. Jeg havde stadig én patron med i lommen, så overvejede at prøve at dobbelt-plugge den, hvis jeg kunne klemme på dækket, så den første plug ville blive siddende, men det tog for lang tid, og 2. gruppe passerede mig nu. Nu accepterede jeg, at det var slut, og jeg trak cyklen til sidde, og stillede mig og ventede på at Michelle ville komme forbi. Hun havde stået 500 meter nede af vejen, og taget ovenstående billede.

Finalen

Desværre formåede Lukas og Joshua ikke at få løbet afgjort til Give CKs fordel, og endte faktisk med at blive henholdsvis 3’er og 4’er. Joshua havde vist haft problemer med en saddel der faldt ned til sidst, men det var lidt ærgerligt, at det ikke lykkedes at vinde, med det store overtal vi havde. Der skal ikke tages noget fra Axel der vandt, eller Asger der blev 2’er. De kørte begge virkelig stærkt. Det ændrer dog ikke på, at vi burde have stået med en Give-sejr, selvom jeg punkterede. Det må tage med som en læring, og jeg er sikker på, at både Joshua og Lukas også er enige.

Resultater her: https://www.sportstiming.dk/event/11699/app/results?round=61117
Strava data her: https://www.strava.com/activities/9065010863/overview
Race-video her: https://www.youtube.com/watch?v=ERYA4239nfY&feature=youtu.be

Frederiksberg EL-Løbet, 7. omgange

Faktisk havde jeg ikke tænkt mig, at køre løbet, men efter den skuffende oplevelse i Middelfart, ville jeg sgu gerne ud og køre et resultat hjem. Jeg havde en ret fin fornemmelse med ruten i Lejre, hvor jeg for 2 år siden lavede point i A-klassen i massespurten. Jeg havde dog haft travlt, så jeg havde ikke rigtig tjekket startlisten og vindretning og alt det som jeg plejer, før jeg sad i bilen på vej derover.

Der var en stor flok fra FBL der stillede med hele 8, og Sydkysten der stillede med 7. Jeg var alene fra Give. Der var nærmest ingen vind, og den lille smule der var stod enten i modvind mød vest, og medvind mod øst. Mit store “problem” var faktisk, at jeg ikke havde en game plan. Jeg havde ingen ide over hvordan løbet skulle gribes an. Jeg havde en ide, om at køre passiv, i starten, og så ellers begynde at angribe når folk var lidt trætte. Med så lidt vind, så ville det være nemt at sidde og hygge sig nede bagved.

Det var også der, hvor jeg startede løbet, og forblev der faktisk nærmest hele første omgang. Der kørte en enkelt rytter væk fra Sydkystens, men det var ikke min opgave at køre det ind, og én mand selv var alligevel dødsdømt. Det var først på rutens sidste 3-4 kilometer at jeg bevægede mig fremad. Det var mest af sikkerhedsmæssige årsager. Med omkring 2,5 kilometer til mål, ville der komme en lille viadukt hvor vejen villle være meget smal, og da ruten ikke var ensrettet overhovedet (hvad sker der iøvrigt for det??), ville det være farligt hvis der kom en modkørende bil. Heldigvis skete der ikke noget.

Ud op 2. omgang, og nu begyndte jeg, at røre på mig. Jeg fulgte en del angreb, og lavede vist et enkelt selv, men intet kom rigtigt væk. Hver gang et angreb, som jeg havde været med i, blev lukket, så var det lidt som om, at næste angreb fik lidt længere snor. Jeg begyndte lidt at se et mønster – mange forventede at jeg skulle lukke de nye udbrud ned, eller være ekstra aktiv i dem der blev skabt?

Det gjorde mig ærlig talt en smule frustreret og rasende. På en lille nedkørsel ville vi dreje om i får hundrede meter med sidevind. Jeg angreb hårdt, og fik da også strukket feltet godt ud, men ingen fulgte op på den fart jeg havde sat, og derfor blev det hele samlet igen, inden det for alvor nåde at splitte.

Der blev igen kørt kontra på mit fremstød, der slap en gruppe væk. Jeg talte hurtigt en 4-5 stykker. Der var i hvert fald ryttere fra FBL, og jeg spottede Albert Christensen, Ordrup CC, og Asger Røjbæk Sørensen, Bornholms CC. Det var en møg-stærk gruppe.

Jeg lavede et hårdt ryk da vi kørte ud på 4. omgang, men igen blev lukket ned uden at nogen fulgte op. Jeg sagde til Tim Hansen fra Esbjerg, at hvis han ville op til udbruddet så skulle han køre nu, da alle kiggede på mig, og jeg ville ikke rykke efter ham. Han rykkede sammen med et par mere, og de fik rigtigt nok hul. De fik hurtigt samlet sig i front og de var vist 7-9 ryttere og jeg kunne tælle 3 fra FBL. Det var noget rigtig møg!

Jeg prøvede at finde noget positivt, og det kunne være, at de nu havde så stort hul, at alle de andre ikke kun kunne overlade ansvaret til mig. Sydkysten havde ingen med, og kunne Amager være tilfreds med én, når de var 5 til start? Min eneste chance var nok, at få en mellemgruppe ud, så vi kunne hente frontgruppen, men det var en svær øvelse. Nok nærmest umulig.

Jeg prøvede så mange gange, med angreb, men blev konstant lukket. At FBL lukkede mig, og ikke ville arbejde med mig, gav mening. Men Sydkysten gjorde det samme, og de havde jo ingen ude foran? Der var også mange ryttere som ikke havde holdkammerater, der brugte mange kræfter på at lukke mig, kun for at FBL-rytterne så kunne rykke kontra. Vi lå og kørte cykelløb om en potentiel 10. plads, mens vi stadig kunne se fronten ude foran. Jeg fattede det ikke. Vi skulle da i stedet prøve at køre dem ind, men der virkede ikke som om, at der var villighed til det i feltet. Sydkysten virkede som om, at de underligt nok bare ville holde det samlet, og FBL var dygtige til at lukke det meste ned.

Da vi kørte ud på 5. omgang blev der råbt, at der var 1:40 minutter op til fronten. Der kørte endnu to ryttere væk, og jeg lavede et hårdt ryk op til dem uden at få nogle fra feltet med, men da jeg fik kontakt ville de ikke arbejde, selvom jeg tog en god føring. Da vi blev hentet, var jeg ret mør, og der kørte 5 mand kontra. Sebastian Juul fra Odense, og to fra Sydkysten og to fra FBL. Endnu fem ryttere sejlede væk, og jeg sad og følte mig dum i feltet. Jeg indså i dette øjeblik, at løbet nu var slut. Alle chancer om at komme tilbage var udvisket. Derfor blev jeg lidt ligeglad med det hele, og kørte resten af omgangen nede bagved – faktisk overvejede jeg at stå af, fordi jeg var så opgivende.

Nu træner jeg bare

Da vi kørte ud på 6. omgang begyndte jeg igen at lave ryk. Jeg ville egentlig bare gerne være pisse irriterende, og træne. Så det blev, at lave hårde ryk, blive hentet, prøve at lukke lidt kontra, få luft, og så starte forfra. Jeg opgav at tælle hvor mange gange jeg prøvede, men det var vel 8 gange på hele omgangen. Og da vi kørte ud på sidste omgang, ville jeg lige have lidt luft, og jeg kørte ned bagerst. Og der kørte 4-5 ryttere væk og de fik lov til at køre. Jeg kørte frem i feltet, og ved siden af mig lå Jonas Kirkegaard fra Aarhus MTB. Jeg sagde til ham, at hvis han ville med, så var det nu. Han rykkede, og jeg rejste mig op, og lod som om, at jeg ville lukke ham ned, men trådte slet ikke til, og han kørte væk og kom op til de andre. Han var den sidste der fik lov til at køre, hvis det stod til mig. Jeg satte mig bare til at køre jævnt på en 330-340w resten af omgangen – eller i hvert fald til de sidste par kilometer, og så kunne de andre køre finale om en ca. 25. plads. Resten ville jeg lukke ned.

Og det gik faktisk lige præcis sådan. I 10 kilometer fik ingen forbi mig, selvom jeg ikke kørte stærkt, og jeg fik lukket et forsøg ned. Da vi ramte rutens sidste bakke angreb alle de sidste 8 mand der var tilbage hos mig, og jeg slog ud og rullede ind som nummer 33.

Øretæve!

Det er vist den bedste beskrivelse af løbet i Lejre. Efter målgang, blev jeg fortalt af en rytter, der havde overhørt, at FBL skulle have lagt en taktik, der gik ud på, at ingen af dem, ville samarbejde med mig i noget som helst udbrud.

Min første tanke var, at de var nogle røvhuller, som bare skulle fucke af, men pulsen skulle også lige ned. For jeg er godt klar over, at det intet personligt er i det. Og det faktum, at de fik tre ryttere med i det afgørende udbrud, også senere to i forfølgergruppen, mens jeg sad og pustede grise op i feltet, vidnede jo blot om, at de havde gjort alt rigtigt. Jeg var blevet taktisk og fysisk udmanøvreret, og jeg havde først fattet det, da det var alt for sent. Jeg er måske en af de stærkere ryttere i B, men jeg fandt også ud af, at det ikke er nok mod 8 ryttere fra samme klub der har en mission. En mission der også lykkedes da de fik Frederik Marquard Nielsen ind på en 3. plads, og han derved sikrede sig oprykning til A-klassen. De vandt “heldigvis” ikke løbet, så lidt karma var der dog (set ud fra mit dårlige-taber-synspunkt, haha). Asger Røjbæk Sørensen, fra Bornholm fik fortjent sin B-sejr, før han kunne lade sig rykke op i A-klassen, som nyklækket kontinentalrytter for BHS-PL Beton-Bornholm. Kæmpe tillykke!

Og til FBL.. Jeg glæder mig til endnu et spil cykel-skak, mod jer. Næste gang griber jeg det anderledes an 🙂

Resultater her: https://www.sportstiming.dk/event/11791/app/results?round=62051
Strava data her: https://www.strava.com/activities/9094128063/overview
Race video her: https://www.youtube.com/watch?v=SvQ3yu0s4Ys&feature=youtu.be

Næste løb er Pinsecuppen i Horsens, Herning og Randers. Rent teoretisk passer Herning kun til mig, men jeg har ALDRIG knækket koden i det løb, hverken på den gamle eller nyere rute.