**DENNE BLOG ER TIDLIGERE UDGIVET PÅ ALTOMCYKLING.DK OG NU KOPIERET OVER PÅ EGEN SIDE HER**
For nogen tid siden blev jeg kontaktet af Asger Granerud, som tilbød Altomcykling.dk at teste et brætspil han havde udviklet ved navn Flamme Rouge! Som brætspil-entusiast, så tiggede jeg om at få lov til at være den som tester spillet, og her er mine tanker omkring spillet, som blev spillet sammen med min kone og svigerforældre.
Tekst: Jeppe Tolbøll | Foto: Jeppe Tolbøll
Kort intro af spillet
Flamme Rouge er et brætspil for 2-4 personer, hvor man har 2 ryttertyper for hver spiller, i form af en Rouleur og en Sprinteur. Rouleuren er en slags all-arounder, mens sprinterurs type næsten giver sig selv ikke?
Hver spiller har 2 bunker af kort, én for hver af sine ryttertyper, som alle har forskellige værdier, som kan bruges til at rykke ens brik fremad med. (Sprinter, få meget høje og flere lave, rouleur, flere mellemkort).
Målet er at få sin rytter først over stregen, ved at spille sine kort rigtigt, udnytte det at ligge i læ, og når man så angriber, så “træder” man så hårdt, at de andre ikke får mulighed for at nuppe læ bag ens rytter!
Og så er der naturligvis et par regler som jeg kommer ind på lige om lidt!
Unboxing af spillet!
Spillets indhold er pænt pakket ind i solide pap-plader, hvor prikker sine plader ud. Spillet indeholder:
– 4 spilleplader.
– 21 vendbare plader, som kan bruges til lave forskellige ruter, med forskelligt terræn.
– 8 figurer som kommer i en lille papkasse, så det ikke risikerer at blive knækket.
– 120 energikort som fordeles således at hver rytter har 15 kort når spillet begynder. Kortene har forskellige værdier som man kan rykke frem med.
– 60 udmattelseskort, som de ryttere der tager vinden får, da det jo ikke er gratis at få vind på næsen.
– 4 rutekort som man kan bruge til inspiration – men man kan sagtens lave egne ruter!
Reglerne, meget kort:
I følge reglerne starter den person der sidst har været ud og cykle, og i tilfælde af at en eller flere havde cyklet samme dag, så starter den yngste. De regler brugte vi dog kun i første spil, da jeg ellers skulle starte hele tiden. Men sjov lille detalje, at man lige hylder dem der kommer ud på ramme – det fik vi altså et godt grin over. Eller mest mig, men jeg skulle jo også starte.
Personen der starter vælger sine startpositioner først inden starten, og ellers går det med uret rundt indtil alle har placeret sine ryttere. Det var ikke nødvendigvis en fordel at starte først, fandt vi ud af. På billedet herunder er starten lige gået.
Hvert spil består runder med 3 faser, indtil første rytter er over målstregen.
Energifasen:
Som jeg nævne så har hver rytterrype 15 energikort til rådighed. Inden rytterne for lov at bevæge sig, i hver runde, tager hver spiller 4 kort for hver af sine 2 ryttere, og vælger ét kort som man vil bruge i runden, som kun spilleren ved. De restende 3 kort ryger tilbage i bunken af energikort.
Her bliver spillet lidt tricky, (og sjovt) skal man gå i dødshug med det samme og slå hullet, eller skal man fedtspille nede bagved, og vente på det rette moment, hvor man dog også kan risikere at der opstår huller og man pludselig selv må frem og lukket et hul!
Samtidig kan man risikere at blive lukket inde og derved miste nogle af de felter man havde planlagt at rykke, man kan ikke nødvendigvis spille et kort der lader en rykke 7 felter, hvis der står en eller flere ryttere i vejen!
Bevægelsesfasen:
Når alle spillere har valgt sine kort, afsløres de samtidig, og runden påbegyndes. Man starter med første rytter, som er den rytter der er længst fremme, og ved 2 ryttere på samme position er det altid rytteren til højre som kører først.
Slutfasen:
Den rytter der ligger forrest, om det er i frontgruppen, eller i forfølgergruppen modtager et strafkort i form at et udmattelses-kort. Udmattelseskortet blandes i bunken af energikort, og giver kun 2 felter at rykke. Derfor bliver man på sigt straffet jo mere vind ens rytter har fået, j0 flere udmattelseskort får rytteren tildelt. I stedet for at trække fx et energikort med 7 felter at rykke, kan man pludselig ende med kort der kun giver 2 felter.
Hvis der er opstået huller i bevægelsesfasen, som ikke har større afstand end 1 felt, udnyttes der slipvind og hullet lukkes når omgangen er slut. Er der 2 eller flere felters mellemrum, får disse ikke slipvind, og betegnes som ny gruppe, hvor der altså også tildeles udmattelseskort til forreste rytter. Spillet er på mange måder rigtig simpelt i sin grundform, men man skal ikke lade sig narre!
Hvordan forløb spillet så? Jeg vandt selvfølgelig!
Jeg vandt i hvert fald det første spil, vi spillede. Svigermor lagde hårdt ud med hendes sprinteur og gik i soloudbrud, mens svigerfar, konen og jeg valgte at tage den lidt mere med ro i et par omgange. Pludselig ramte virkeligheden svigermors sprinteur, som måtte æde en masse udmattelseskort, mens hendes energikort hurtigt forsvandt, og inden vi havde rundet 50 % af løbet, var svigermors sprinteur fanget af feltet igen, som stadig var samlet. Herefter var der lidt små udspil fra os alle, mens jeg holdt min sprinteur i ro, dog stadig godt positioneret. Da der så manglede præcis 8 felter for min sprinteur, smed jeg mit sidste energikort med 9 felter der kunne rykkes, og vandt en overlegen spurt! En fantastisk triumf, hvor jeg spillede sikkert og taktisk klogt og…. okay, jeg indrømmer det; jeg anede ikke hvad jeg lavede, og var nok mere heldig end dygtig.
I spillet efter fangede svigermor essensen og blev pludselig vinder, med hendes rouleur, mens mine ryttere tabte grumt, og vi derfor måtte tage et lille taktikmøde, om at holde sig fremme, og ikke ligge for langt tilbage!
Herefter prøvede vi at lave ruterne om, så vi nu fik bjerge/bakker og nedkørsler med, som tilføjede nogle ekstra features til spillet. Her vandt konens rouleur så, i tæt kamp med min rouleur, hvilket jeg ikke var tilfreds med, så jeg forlangte endnu et spil, mens svigerfar også var klar på dette! I sidste spil nappede svigermor så igen sejren, men denne gang med hendes sprinteur, og så blev svigerfar og jeg enige om, at spillet egentlig ikke var så fedt alligevel!
Ej, det var selvfølgelig et fedt spil. Jeg kommer fra en familie som spiller mange brætspil, og min svigerinde og hendes mand ejer endda et firma som sælger brætspil, så de er ikke lige sådan at imponere. På trods af det syntes alle at det var et rigtig fedt spil, hvor man faktisk godt kan bruge taktisk fornuft fra cykelsportens verden, til at køre løbet. Fx i spil 2, som konens rouleur vandt, endte hun i et udbrud med svigerfars 2 ryttere, og ved at være kløgtig, men også heldig, endte hun med at snyde dem begge til svigerfars store ærgelse!
Som konen sagde, så fik hun ligefrem pulsen op, når finalerne skulle køres, og hun sammenlignede det med, at når vi om sommeren så Tour de France på TV, og feltet ramte løbets sidste kilometer – som sjovt nok kaldes Flamme Rounge på fransk – så var det den følelse spillet fik frem i hende, det er godt gået!
Flamme Rouge er i hvert fald et spil jeg kommer til at spille mange gange i fremtiden, og jeg vil uden tvivl kalde det et af mine mest postive spiloplevelser, der vil kunne glæde rigtig mange cykelentusiaster, men bestemt også folk der bare holder af et godt solidt og hyggeligt brætspil.
Det eneste jeg ønsker mig for fremtiden, er at der kunne komme udvidelser til spillet, så man eventuelt kunne få længere baner, anderledes terræn, eller andre typer kort der kunne give lidt krydderi til spillet.
Spillet kan købes ved Snydepels.dk til 205 kr (og ja det er altså mine svigerfamilies firma), men det er den billigste pris jeg kunne finde online. Hvis du køber et spil, så skriv en lille hilsen i kommentar-feltet når I bestiller, så har jeg noget at grine af, hvis jeg er på arbejde den dag! 🙂
